Mandag slog den gennemsnitlige globale temperatur rekord ifølge forskere. Tirsdag tog den et nøk op.

Verden slår uofficiel varmerekord for anden dag i træk

I Kina har en vedvarende hedebølge ramt landet med temperaturer over 35 grader Foto: Florence Lo/Ritzau Scanpix
I Kina har en vedvarende hedebølge ramt landet med temperaturer over 35 grader Foto: Florence Lo/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den globale gennemsnitstemperatur var for anden dag i træk den højeste nogensinde registreret. Den gennemsnitlige globale temperatur blev således opgjort til 17,18 grader celsius, hvilket er 0,17 grader varmere end mandag. Det melder forskere tilknyttet University of Maine hos projektet Climate Reanalyzer, skriver nyhedsbureauet AP onsdag.

Rekorden er uofficiel og foreløbig, men giver ifølge AP et signal om, at klimaforandringerne er på vej mod »ukendt territorie«. Opgørelsen baseres på satellitdata og computersimulationer. Data går tilbage til 1979.

Den nye uofficielle varmerekord var ventet efter mandagens rekord. Klimaforsker fra Berkeley Earth i Californien Zeke Hausfather vurderede over for nyhedsbureauet Reuters mandag, at mange nye varmerekorder kan være på vej.

»Desværre ser det ud til, at rekorden blot er den første i en serie af nye rekorder i år. Stigende udledninger af drivhusgasser kombineret med El Niño skubber temperaturerne til nye højder«, sagde han til Reuters.

Vejrfænomenet El Niño opstår af naturlige årsager med i gennemsnit to til syv års intervaller, når overfladevand i dele af det tropiske Stillehav bliver unormalt varmt. Under El Niño udløses en række vejr- og klimamæssige forandringer over store dele af kloden.

På flere kontinenter er temperaturerne i øjeblikket ekstremt høje, skriver Reuters. I Kina har en vedvarende hedebølge ramt landet med temperaturer over 35 grader, mens flere lande i Nordafrika har oplevet temperaturer tæt på 50 grader.

EU-programmet Copernicus, som blandt andet indsamler klimadata, har i en udtalelse til nyhedsbureauet AFP bekræftet, at mandag var den varmeste dag hidtil i dens data. Tirsdag kunne Copernicus endnu ikke udtale sig om.

Ifølge AFP stiger den globale temperatur typisk indtil slutningen af juli eller tidligt i august.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her