Stormen Ciarán har natten til torsdag ramt det nordlige Frankrig med en vindstyrke på næsten 200 kilometer i timen. En lastbilchauffør er død og omkring 1,2 millioner hjem er uden elektriciteten, skriver AFP.
»Vindstødene er usædvanlige i Bretagne og mange rekorder er blevet slået«, siger den nationale vejrtjeneste Meteo-France på X, der tidligere hed Twitter, ifølge AFP.
Manden, der blev dræbt i stormen, blev ifølge AFP ramt af et væltende træ, mens han sad i sin lastbil.
Tre franske departementer blev onsdag ved midnat sat på rød stormberedskab, som er det højeste niveau i Frankrig.
I byen Plougonveling i Nordfrankrig blev der målt vindstød på 193 kilometer i timen. Byen ligger på spidsen af nordvestkysten.
Det sydlige England, hvor stormen også har ramt, er ligeledes sat i høj beredskab. Her er flere skoler ifølge AFP blevet lukket.
»Store bølger og storme på land resulterede i betydelige oversvømmelser langs dele af sydkysten og langs dele af Yorkshires og Nordøstkysten«, siger Storbritanniens oversvømmelsesvagtchef ifølge AFP.
ritzau
fortsæt med at læse




























