Rapport med anbefalinger blev første gang udskudt i forbindelse med valget, og siden er det sket igen og igen.

Central rapport om klimaafgift på landbruget udskydes – igen

Foto: Nikolai Linares
Foto: Nikolai Linares
Lyt til artiklen

Endnu en gang bliver et af de helt store stridspunkter i dansk politik udskudt. Således udskydes en længe ventet rapport, der skal se på en afgift på drivhusgasser for landbruget.

Det oplyser professor i økonomi på Aarhus Universitet Michael Svarer, der er formand for udvalget bag anbefalingerne, til mediet AgriWatch. Han henviser til, at der er opstået usikkerhed, men uddyber det ikke yderligere.

»Vi har et godt billede på, hvad vi vil, men vi mangler et bedre grundlag, end vi har nu. Der er kommet lidt usikkerhed her i 11. time«, siger Michael Svarer til AgriWatch.

Årsagen til udskydelsen er, at der mangler bedre tal på blandt andet udtagning af lavbundjorde og implementering og udvikling af pyrolyse.

Det er afgørende for, hvordan en mulig afgift skal implementeres.

Rapporten med anbefalinger ventes nu i uge seks 2024.

Den er blevet udskudt en række gange tidligere. Første gang var i forbindelse med folketingsvalget i efteråret 2022, og siden er det sket et par gange mere.

Delrapporten om landbrug skulle være fremlagt allerede sidste efterår.

En af udskydelserne skyldtes, at flertalsregeringen har tilføjet en ekstra opgave til udvalget.

Hvordan den kommende klima-afgift skal indføres, skal forhandles i en grøn trepart. Den består af landbrugets organisationer og grønne organisationer samt regeringen.

Ritzau arbejder på at få en kommentar fra Skatteministeriet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her