2023 blev det vådeste år nogensinde målt i Danmark. Samme år blev den varmeste januardag, den vådeste novemberdag, den mest solrige juni og den vådeste juli også målt.
Det kan synes, som om vejret bliver vildere og vildere, og det kan der være noget om, hvis man spørger forskerne hos DMI.
DMI’s klimatologer har i en ny analyse set på de seneste 150 års danske vejrrekorder.
»Man kan konkludere, at der specielt efter år 2000 er kommet flere og flere rekorder. Især hvis vi kigger på temperaturrekorderne«, siger klimatolog hos DMI Mikael Scharling:
»Faktisk alle varmerekorderne, når vi kigger på månedsbasis, ligger efter 1990’erne, og rigtig mange af dem ligger efter år 2000«.
Også når det handler om nedbør, er der sat mange rekorder i de senere år. Både når det gælder meget tørre måneder og meget våde måneder.
»Samlet viser det jo, at vi er midt i en klimaforandring. Det er ikke noget, der sker om 10-20-30-50 år«, siger klimatologen:
»Temperaturen stiger, og det giver sig udslag i de her rekorder«.
DMI har de seneste 150 år målt temperatur, nedbør og sol på landsplan - både i måneds-, sæson- og årsopgørelser.
Den nye analyse om vejrrekorder bygger altså på et stort datasæt.
Og den viser, at der er markant flere varmerekorder i perioden fra 1990’erne og frem til nu end tidligere.
Ingen kulderekord i dette årtusinde
Alle kulderekorderne derimod er sat før 2000. Den seneste i december 1981, som blev den koldeste december nogensinde målt i Danmark.
»Det er en meget markant opdeling, som vidner om et generelt varmere klima«, konkluderer DMI på sin hjemmeside.
Ifølge Mikael Scharling er det usandsynligt, om der overhovedet vil blive sat nye kulderekorder i fremtiden.
»Vi kan ikke fuldstændigt udelukke, at vi får en kulderekord. Men det er meget usandsynligt, at det sker. Og hvis det sker, er der nok større sandsynlighed for, at det sker om sommeren end om vinteren«, siger han.
Generelt betyder klimaforandringerne, at ekstreme vejrfænomener bliver mere hyppige på globalt plan. Det har blandt andet FN’s Klimapanel slået fast.
Det er ikke kun i Danmark, at vejrrekorderne bliver hyppigere. På verdensplan var 2023 et ekstremt klimaår.
Ifølge EU’s vejrtjeneste Copernicus blev 2023 det varmeste år nogensinde målt, ligesom året bød på de varmeste dage og måneder.
»2023 var et exceptionelt år med klimarekorder, der væltede som dominobrikker«, sagde tjenestens vicedirektør, Samantha Burgess, i januar i år.
For en uge siden slog Den Meteorologiske Verdensorganisation, WMO, alarm over de temperaturrekorder, som blev sat i 2023.
WMO’s årsrapport bekræftede, at 2023 var det varmeste år nogensinde målt.
ritzau
fortsæt med at læse




























