Knap to millioner kroner har det indtil videre kostet statskassen at få undersøgt sagen om det store jordskred nær Randers.
Det skriver Berlingske fredag.
Avisen har søgt aktindsigt i fakturaer fra statens advokat, Kammeradvokaten, til Miljøministeriet.
Advokatfirmaet fik i januar til opgave at undersøge, om andre virksomheder end Nordic Waste kan stilles til ansvar for den miljøskade, jordskreddet har medført.
Det skal også undersøges, om ledelsen eller andre personer med tilknytning til Nordic Waste kan drages til ansvar.
Ifølge Berlingskes optælling har Kammeradvokaten indtil videre bogført 737,2 timer i forbindelse med undersøgelsen.
Prisen for arbejdet lyder på over 1,9 millioner kroner, skriver avisen.
Berlingske har desuden spurgt Miljøministeriet, hvornår undersøgelsen ventes at være færdig.
Det er der endnu ikke fastsat et tidspunkt for, lyder svaret fra ministeriet.
Miljøministeriet har heller ikke et svar på, hvad Kammeradvokatens undersøgelse ventes at koste samlet set.
ritzau




























