Oppositionspartier havde krævet en uvildig undersøgelse, og den foreslår ministeren nu igangsat.

Heunicke strammer udledningsregler og lover uvildig undersøgelse

Miljøminister Magnus Heunicke (S) har været i flere samråd på det seneste. her forleden om havmiljøet og igen i dag om udledninger fra Cheminova i Vesterhavet. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Miljøminister Magnus Heunicke (S) har været i flere samråd på det seneste. her forleden om havmiljøet og igen i dag om udledninger fra Cheminova i Vesterhavet. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Miljøminister Magnus Heunicke (S) lover en uvildig undersøgelse i sagen om udledninger fra Cheminova, som nu hedder FMC, i Vesterhavet.

»Jeg vil foreslå, at vi får en uvildig undersøgelse af Miljøstyrelsens manglende revurdering af FMC’s - tidligere Cheminova - miljøgodkendelser«, siger Magnus Heunicke på et samråd i Folketinget.

Der er ikke tale om en bred undersøgelse af sagen, men en udvalgt del af kritikken.

Sagen skyldes afsløringer fra DR om, at Cheminova har fået myndighedernes tilladelse til at udlede miljøfarlige stoffer i havet, som ifølge eksperter er i strid med EU-regler.

Miljøministeren har tidligere forsikret Folketinget om, at EU-Kommissionen har sagt god for de retningslinjer, som myndighederne har udarbejdet om udledning af miljøfarlige stoffer.

Flere eksperter har imidlertid over for DR sagt, at det er vildledning. EU har ikke blåstemplet disse vejledninger, som de læser teksten.

Magnus Heunicke afviser at have vildledt Folketinget.

»Jeg tager det meget alvorligt, når der bliver sagt sådan noget. Derfor må jeg også sige, at jeg ikke er enig i, at det er sådan, at når en minister sender danske myndigheders fortolkning af EU-regler til Folketinget, at det så på nogen måde skulle være vildledning af Folketinget«.

»Det er vores grundpræmis, at det er vores danske myndigheder, som har det ansvar«, siger Heunicke.

På samrådet nævner miljøministeren, at han i den kommende tid vil have en række fokuspunkter.

Foruden den uvildige undersøgelse vil der blandt andet ske en skærpelse af retningslinjerne for, hvornår virksomheder kan få tilladelse til at udlede forurenet spildevand til havområder.

I den nyeste vejledning står der, at myndighederne ’bør’ tage højde for en mindst mulig udledning - og ikke at det ’skal’. Det vil Miljøministeriet ændre, siger Magnus Heunicke.

Fremover skal myndighederne derfor både sikre en lav udledning, og at miljøkvalitetskravet maksimalt overskrides med fem procent ved blandingszonens rand.

Myndighederne skal derudover tage stilling til, om udledningerne giver en målbar stigning i stoffet i vandområdet som helhed, lyder det fra ministeren.

Dertil vil miljøministeren have fokus på at fremme udvikling og anvendelse af bedre renseteknologi. Han vil desuden bede Miljøstyrelsen og Aarhus Universitet om at overveje, hvorvidt reglerne for udpegning af repræsentative målepunkter kan præciseres.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her