Fra i dag skal 23.000 danske ingeniører tage stilling til, om de har lyst til at have deres pensionspenge investeret i kulaktier – eller om de vil lave en principiel afgørelse om at sige nej til kulkraft.
Den historiske urafstemning, der skal løbe over de kommende tre uger, er en udløber af et af tidens mest brændende klimaslagsmål. Efter i årevis at have prøvet kræfter med en direkte påvirkning af kul- og olieselskaber har en global kampagne det seneste par år rettet skytset mod ganske almindelige lønmodtagere, der i kraft af deres pensionsopspring ejer store aktieposter i energisektoren.




























