Fagre nye verden er trillet op i perlegruset foran Bernstorff Slot til en prøvetur med transportminister Magnus Heunicke (S) bag rattet i den ny Volvo XE90, en luksusbil, som selv kan styre farten og holde sig inden for vejbanens hvide striber i en kø på motorvejen.
»Hold da op. Den er lækker. Kan man virkelig slippe rattet?«, spørger en tydeligt begejstret transportminister, som dog høfligt bliver belært om, at det kan man i teorien godt, men man må ikke. For endnu er der lang vej til, at selvkørende biler bliver så sikre og kan så meget, at den menneskelige faktor kan sættes helt til side. Ministeren må derfor lade sig nøje med en prøvetur, hvor hænderne hele tiden skal hvile let på rattet, og det er nok også det bedste, for automatkørselsfunktionen stritter imod at lade sig koble til på Jægersborg Allé, hvor de hvide kantstriber åbenbart ikke er tydelige nok til, at bilens indbyggede kameraer kan følge dem.




























