Den mest verdensberømte danske filmskuespiller nogensinde er og bliver stumfilmstjernen Asta Nielsen, som slog sig ned i Tyskland i begyndelsen af 1900-tallet. I tiden omkring Første Verdenskrig og sådan set stumfilmepoken ud var hun indbegrebet af filmkunstens gudinde, superstjernen over dem alle, simpelthen den tiende muse, der også blev titlen på hendes erindringer.

Men da hun vender hjem til Danmark i 1937, er det til en kold skulder og ingen festivitas. Hun kan ikke engang få en biografbevilling. Og skyldes afslag og fædrelandets glemsel og fortrængning over for hende, at hun var tyskvenlig på grænsen til nazismen?