Tietgenkollegiet hører til blandt Danmarks smukkeste og klareste bygninger. Ud til to kanaler ligger den midt imellem en række store byggerier som KUA, DR Byen og beboelsesblokkene Karen Blixen-Parken i det snart udbyggede Ørestad Nord. Ikke blot er kollegiet en virkelig perle mellem disse enorme anlæg, men nok så vigtigt tilfører huset den nye bydel noget så afgørende som fornemmelsen af sted.
Byplanen i området er ordnet efter nogle rigide linjer, der leder blikket langs husenes glatte facader ned mod fælleden i syd – og i hvert fald langt væk fra, hvor man står. Det er en byplan, der sikrer overblikket, men dræner fornemmelsen af nærvær. Med sin magtfulde runde form og de udsøgte materialer bryder kollegiet denne plan og etablerer her et sted med både ro, opmærksomhed og øjenlyst. Det er en meget væsentlig gave til byen.




























