Louisiana-stifter Knud W. Jensens private villa i Nordsjælland skal alligevel ikke rives ned. Huset blev ellers tidligere i år genstand for debat, da det kom frem, at ejeren, Louisiana Fonden, havde tænkt sig at sælge det, og at en nabo, der ønskede at købe huset, havde søgt om tilladelse til at rive det ned.
Men sådan kommer det ikke helt til at gå. Louisiana vil fortsat gerne sælge huset, men det bliver på den betingelse, at den nye ejer ikke river det ned, oplyser Louisiana-direktør Poul Erik Tøjner. Samtidig vil huset blive sat i stand.


























