Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Janus Engel
Foto: Janus Engel

Landsbyfølelsen. Alle hjælper alle i Godsbanegade. På den måde minder Vesterbrogaden om Lise Lauenblads jyske barndomsby.

Arkitektur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ali Mustapha om Tagensvej: »I dag kan jeg se, hvor smukt det egentlig er«

Tre københavnere fortæller om deres gade. Besøg Godsbanegade, Tagensvej og Rødtjørnevej .

Arkitektur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Godsbanegade: »På den måde er der en landsbyfeeling« Lise Lauenblad, 30 år. Uddannet skuespiller fra Statens Scenekunstskole. Er lige nu med i ’Hærværk’ og ’Boys Don’t Cry’ på Det Kgl. Teater. Har boet alene i en lejlighed i Godsbanegade på Vesterbro siden 2006.»Til maj er det otte år siden, jeg flyttede til Godsbanegade. Før det boede jeg på et lejet værelse oppe ved Enghave Plads, og jeg havde lige fået brev om, at jeg var kommet ind på teaterskolen, da min søster fortalte, at hun og hendes kæreste ville sælge deres lejlighed i Godsbanegade, og at jeg måtte købe den.

Det var ret heldigt. Både fordi jeg savnede at bo et sted, der var mit eget, og fordi jeg så godt kunne lide gaden. Den var hyggelig, syntes jeg. Og selv om den lå så centralt – med Istedgade på den ene side og Dybbølsbro Station på den anden – var den meget rolig.

For mig er en god gade et sted, hvor man har en følelse af at høre til. Folk skal føle, at de har en andel i gaden. Og det gør man her. Vi, der bor her, bruger virkelig gaden. Personligt er jeg meget glad for de bænke, som er kommet til der, hvor Godsbanegade møder Dybbølsgade. Det område er næsten blevet min have. Jeg sidder der tit og læser. Og nogle gange sker det, at nogle af mine venner kommer cyklende forbi, og vi ender med sammen at gå op på Sønder Boulevard og drikker nogle øl.

I det hele taget er området her et sted, hvor der altid lige kommer nogle, man kender, forbi. For nogle år siden sad jeg sammen med nogle venner og drak øl lige for enden af min gade på Sønder Boulevard. På et tidspunkt røg vedhænget i min halskæde ned mellem brædderne, som vi sad på, og jeg blev så ked af det! Jeg var lige blevet færdig på skolen og havde fået smykket i eksamensgave af tre af mine bedste venner, og pludselig lå det bare dernede under brædderne, hvor vi ikke kunne nå det. Men tilfældigvis kom en af mine andre veninder cyklende forbi, og det hele endte med, at vi fik fat på en skruetrækker og skruede brættet af, så jeg kunne få mit smykke igen.

På den måde er der en landsbyfeeling over Godsbanegade. Der er altid nogle, som gerne vil hjælpe. I de første otte år af mit liv boede jeg i en lillebitte landsby i Jylland, der hedder Ødis. Der var en købmand, en bager og en lillebitte folkeskole. Og nogle mennesker, som var der for hinanden og virkelig tog del i området. Den stemning har jeg taget med mig. I dag er det bare Godsbanegade, der er min landsby«.

Tagensvej: »Pludselig så jeg min gade med et helt andet blik«
Ali Mustapha, 15 år. Går i 9. klasse på Guldberg Skole. Har boet sammen med sine forældre og fire søskende i en lejlighed på Tagensvej på ydre Nørrebro hele sit liv.

»Inden jeg blev født, fik mine forældre mulighed for at leje en lejlighed på Tagensvej. Der bor vi stadig. Og det er jeg glad for. Alt, hvad jeg har brug for, findes her. Når jeg skal have slik eller noget at drikke, går jeg bare ned i kiosken, som min vens onkel ejer. Når jeg skal handle for min mor, går jeg hen i grønthandleren. Mit fitnesscenter og min skole ligger også lige i nærheden. Og de fleste af mine venner kender jeg her fra gården. I virkeligheden behøver jeg sjældent at gå væk fra kvarteret.

For mig er en god gade et sted, hvor man føler sig godt tilpas. Og det gør man på min del af Tagensvej. Folk har altid et smil på læben her. Hvis min mor ser en anden mor ude på gaden, hilser hun selvfølgelig på hende. Også selv om hun ikke kender hende særlig godt. Sådan er det i her i kvarteret. Alle hilser på alle.

Noget andet, der er vigtigt for mig, er, at min gade er ren. Jeg gider ikke, at der ligger hundelorte og skrald rundt omkring, og at cyklerne ligger og roder. Sådan er det heldigvis ikke her. Nogle synes, at Tagensvej er støjende, fordi der er så meget trafik. Men jeg har det fint nok med det. Folk skal jo frem og tilbage. Og jeg kan godt lide, at der altid er bevægelse i min gade.

I 2012 var jeg med i et projekt, der hedder ’Point and Shoot’, hvor mig og nogle af mine venner her fra kvarteret skulle fotografere vores hverdag. Det var noget, bestyrelsen i boligforeningen arrangerede, så os drenge havde noget at lave og ikke begyndte at lave kriminalitet.

Bagefter blev billederne udstillet på hovedbiblioteket, hvor overborgmesteren kom og roste os. Snart kan man også se dem i Osramhuset her på Nørrebro. Og det er vist også noget med, at de skal vises ovre i Sønderjylland eller sådan noget. To af mine billeder er med på udstillingen, blandt andet et af nogle af vennerne, som sidder på nogle gynger. Altså, jeg fotograferede ikke dem, jeg fotograferede deres skygger. Den idé kom bare til mig. Det så vildt fedt ud.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Da jeg var med i det projekt, var det, som om jeg pludselig så på min gade med et helt andet blik. Før vi begyndte, var min holdning til gaden sådan lidt: Ja, ja, det er bare et hus, og derovre ligger frisøren og benzintanken og hvad så? Men efter at vi var færdige, lagde jeg mærke til mit område. I dag kan jeg se, hvor smukt det egentlig er«.



Rødtjørnevej: »Jeg vidste bare, at jeg ville bo her«

Charlotte Juhl, 45 år. Arbejder som senior key account manager for Aller. Bor i en villalejlighed på Rødtjørnevej i Vanløse med sin mand og tre sammenbragte børn. Hun flyttede til vejen i 2007.

»2003 flyttede jeg med min daværende mand og vores børn til et hus i Vanløse, som vi selv havde bygget. En dag, hvor jeg var ude og cykle en tur, kom jeg tilfældigvis forbi Rødtjørnevej. Jeg blev forelsket med det samme. Der var alt det, jeg ville have på en vej. En tennisklub. En eng. Damhussøen. Og så var der husene, som alle var forskellige.

Jeg er vokset op i 1970’erne i et parcelhuskvarter i Hillerød, hvor alle hjem var fuldstændig ens. Så husene på Rødtjørnevej fascinerede mig meget. Jeg vidste bare, at jeg ville bo her en dag.

Da jeg nogle år senere, i 2007, blev skilt, var det først og fremmest her, jeg kiggede. I starten var der intet til salg, så jeg begyndte at kigge andre steder. Men jeg blev ved med at vende tilbage til vejen, og en dag opdagede jeg, at der var en ledig villalejlighed. Jeg slog til med det samme.

Da jeg havde boet her et par år, blev der holdt en fest på vejen, og den blev helt skelsættende for mig. Jeg lærte en masse søde mennesker at kende den aften. Før var jeg ellers meget imod den slags fester, for jeg har ikke lyst til at være oversocial med mine naboer. Der skal være en respekt for det private. Det er der heldigvis på Rødtjørnevej. Men samtidig er folk her meget imødekommende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det mærkede vi under skybruddet i sommeren 2011. Der var folk simpelthen så søde til at hjælpe hinanden. Nogle af mændene gik rundt med en kæmpestor slange og sugede vand op fra de oversvømmede kældre, og en dame ovre fra den anden side af vejen kom med drinks og øl til os alle sammen.

Der tænkte jeg bare: Hold da op! For hvor er det fedt at bo på en vej, hvor folk passer på hinanden på den måde«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden