Da det olympiske stadion i canadiske Montreal stod færdigt – eller rettere: halvfærdigt – kort før de olympiske leges åbning i 1976, fik det kælenavnet ’The Big O’ med reference til overdækningens form som en doughnut. Men som årene gik, ændrede kælenavnet sig. To bogstaver blev tilføjet, så den futuristisk udseende mastodont blev kendt som ’The Big Owe’ – ’Den store skyld’. Forfald Årsagen var den enorme gæld efter det prestigiøse byggeri, der i årtier har ligget som et tungt åg hen over nakken på skatteyderne i Canadas næststørste by. Stadion med dets 66.000 pladser var oprindelig budgetteret til at koste 134 millioner canadiske dollar eller knap 775 millioner kroner. Da den olympiske ild blev tændt, stod taxameteret på det dobbelte, og håndværkerne var som nævnt langtfra færdige.
LÆS OGSÅ OL serverer 14 millioner måltider mad til atleter
Og da Montreals bystyre i 2006 endelig kunne sende det sidste afdrag på lånene af sted til kreditorerne, havde byen, inklusive diverse reparationer og udbedringer af konstruktionsfejl samt renter og renters rente, betalt ikke mindre end 1,6 milliarder dollar – 9,2 milliarder kroner. Efterfølgende har driften af det store anlæg aldrig hængt sammen, især på grund af for få arrangementer og for mange tomme sæder. Derfor har der ikke været nok penge til vedligeholdelse, og stadion er langsomt forfaldet. Og flere andre OL-anlæg i Montreal har lidt en tilsvarende om end knap så grel skæbne som det store stadion. Succesoplevelsen Barcelona Montreal er, kort sagt, skrækeksemplet over alle på, hvor galt det kan gå, når en by kaster sig ud i det olympiske eventyr, uden tanke for at tingene også skal hænge sammen, når ’den olympiske familie’, publikum og medierne er rejst, og det er blevet hverdag igen. Men det behøver ikke gå så galt. Det bedste eksempel på, at det faktisk er muligt at afholde legene på en måde, der ikke udvikler sig til en skandale, finder vi i Spanien, nærmere bestemt i Barcelona, værtsby i 1992. »Barcelona brugte OL til at gennemføre forbedringer af byen, der rakte ud over selve begivenheden«, siger arkitekt Katrine Østergaard Bang, som forsker i store begivenheders betydning for byudvikling og er ph.d.-studerende ved Kunstakademiets Arkitektskole. I begyndelsen af 1980’erne kastede mange års diktatur under Franco-regimet stadig lange skygger over Spanien. Sammenlignet med landene i Nordeuropa var Spanien tilbagestående og dets byer nedslidte. I Barcelona udarbejdede bystyret en stor plan for, hvordan byen kunne udvikle sig fra et provinshul til en metropol med opgradering af infrastrukturen, renovering af nedslidte områder og anlæggelse af strandparker og marinaer.
