Gadekunstneren Banksy præsenterede mandag endnu et nyt kunstværk på en mur i London - hans ottende på otte dage. Det seneste værk forestiller et næsehorn, der bestiger en parkeret Nissan Micra med en trafikkegle på kølerhjelmen.
Det nye værk er opført på en mur i Charlton i det sydøstlige London, og dets ægthed er blevet bekræftet på Banksy’s Instagram profil. Det skriver BBC.
Politiet var mandag ved at opstille barrierer og afspærre området op til værket.
Banksy præsenterede også søndag et nyt kunstværk i London. Dette værk forestiller piratfisk. De dukkede op på en telefonboks, der tidligere blev brugt af politiet.
Banksy har også selv bekræftet dette i et opslag på Instagram.
De nye værk er blevet undersøgt og fotograferet af politibetjente.
Ifølge AFP har detektivinspektør Andy Spooner fra politiet i London udtalt i forbindelse med værket søndag, at man er klar over ’kriminel skade’ udført på en politiboks i Ludgate Hill.
Derudover er man i kontakt med den lokale myndighed, der ejer boksen.
En talsperson fra myndigheden har ifølge BBC udtalt, at man gennemgår mulighederne for at bevare kunstværket i Ludgate Hill.
Banksy menes at have været aktiv siden 1990’erne, men hans identitet er aldrig blevet bekræftet. Hans værker iscenesætter den frie gadekunsts dilemma i en tid, hvor kunstverdenen er domineret af spørgsmål om rettigheder og penge.
I sidste uge begyndte værkerne at dukke op. Sidste mandag præsenterede Banksy således en ged, som vaklede på en afgrund, og tirsdag var det to elefanthoveder, der rakte ud efter hinanden gennem tilmurede vinduer. Onsdag var det tre aber, der svingede sig ud over en bro.
Torsdag var det omridset af en hylende, ensom ulv på en parabolantenne. Den blev stjålet af ukendte personer. Fredag viste et par sultne pelikaner sig på væggen over en ’fish and chips’-butik.
Lørdagens motiv - en kat - nåede kortvarigt at strække sig i morgensolen, inden den blev taget ned af entreprenørselskabet bag reklametavlen.
Der går normalt flere måneder mellem nye Banksy-kunstværker, og de daglige afsløringer har sat gang i spekulationer i medier og blandt fans om, hvad de kunne betyde, skriver AFP.
Blandt Banksys mest kendte værker er ’Girl With Balloon’ af en pige, der rækker ud efter en hjerteformet ballon.
/ritzau/
ritzau








