Rapperen Sexyy Red siger, at hun elsker Donald Trump, mens popstjernen Charli XCX kalder Kamala Harris brat – en selvstændig kvinde, som er lidt ’messy’, og som kan lide at feste, hvilket er positivt ment fra sangerens side.
Nettet flyder i disse uger over med den ene berømthed efter den anden, der enten tilslutter sig Harris- eller Trump-lejren. Og selv om der ikke er noget entydigt svar på, om kendisser kan flytte stemmer, fastslår en ny Harvard-undersøgelse, at vælgerregistreringen stiger, når berømtheder opfordrer deres fans og følgere til at stemme. Det forklarer Ashley Spillane, som står bag undersøgelsen.








