Mød seks personer, der har valgt at bo på den minimale måde

Sara Veinholt

»Vores sidste lejlighed var over 100 kvadratmeter med loft til kip, store rum og masser af plads, men min søn og jeg trivedes egentlig ikke. Vi havde brug for at komme ned på jorden og helt tæt på naturen, kunne jeg mærke; og i en facebookgruppe for tiny houses så jeg et lille hus til leje.

Det er svært sætte ord på hvordan – men jeg vidste bare, at det var det, vi skulle. At vi havde brug for at flytte ind i det her lillebitte, hyggelige og lidt eventyragtige univers på 15 kvadratmeter plus en hems. Allerede inden mærkede jeg dog udfordringerne. Jeg har i årevis slæbt rundt på en masse, masse ting.

For eksempel er jeg uddannet beklædningsdesigner og har igennem flere flytninger båret på stof, som har hobet sig op. Og som egentlig ikke inspirerer mig længere. Alligevel var det … Åh, det var bare svært. Jeg kunne mærke, hvordan jeg holdt fast i alle mulige ting, som egentlig bare drænede mig og føltes som en byrde. Praktiske dimser, som jeg havde lyst til at frigøre mig fra, men af en eller anden grund nærmest ikke kunne.

Men det lille hus tvang mig til at forsøge, og jeg har virkelig prøvet at spørge mig selv: Hvad er vigtigst for min søn og mig? For vores liv? Om den her ting faktisk gør mig glad, eller bare har en historie? Hvis man tør mærke efter, ved man det jo egentlig godt. Og på den måde har det lille hus tvunget mig til kun at udvælge de ting, som virkelig gør mig glad.

Jeg har dog tilladt mig selv, at det er en proces. Jeg er ikke helt færdig og har stadigvæk et opbevaringsrum, men nu har vi boet i det lille hus siden foråret, og jeg hverken savner eller mangler noget som helst. Det er faktisk helt enormt befriende. Vi har heller ikke brug for lige så meget længere, fordi vi så ofte er udenfor.

Huset står på en naturgrund, hvor der er bålplads og fri udsigt ud over bakker, marker og træer. Her er rådyr, harer og rovfugle, og når jeg åbner vinduerne, flyver fugle, hvepse, sommerfugle og guldsmede tit ind og ud. Det er helt vidunderligt og føles, som om huset bare hører til her i naturen.

Endnu mere fantastisk er det at se mit barn lege udenfor, løbe rundt med venner og kunne være højlydt og komme mere og mere væk fra skærmen. Jeg er selv vokset op helt ude for enden af en grusvej, og jeg har længtes efter at kunne give min søn oplevelsen af at have naturen og dyrene helt tæt på. At bo et sted, hvor vi kunne føle os frie.

Men at bo på 15 kvadratmeter er jo også specielt, og vi har lige skullet vænne os til rytmerne i det, lære komposttoilettet at kende, og at når køkkenet er så småt, bliver vi nødt til at rydde op og tage opvasken med det samme. Og så er jeg stadigvæk i proces med at synes, det er okay at bo så småt med et barn. At sikre mig, at han trives i det. Han er ni år, og jeg ville nok ikke have valgt at bo sådan, hvis han ikke også boede hos sin far halvdelen af tiden, hvor han har sit eget værelse.

Her er hemsen hans værelse, og så sover jeg på bænken nedenfor, som kan slås ud til en seng. Indtil videre har det dog ikke været problematisk, og vi nyder begge at spille mange spil sammen og hygge os udenfor. Og at være tæt på hinanden og ikke sætte os ind på hvert vores værelse giver jo også en masse nærhed.

På et tidspunkt bliver han teenager og får andre behov – så vi skal ikke bo sådan her for evigt. Men lige nu er det for os bare det helt rigtige«.

Charlotte Marvig

»Det sjove er faktisk, at jeg altid har ønsket mig at bo på en husbåd. Da jeg så mødte min mand for 12 år siden, boede han på et gammelt hollandsk sejlskib; og jeg forelskede mig i det lige med det samme.

Selv så mange år efter føles det stadigvæk som at være i sommerhus hver eneste dag. Sådan lidt primitivt, lidt skævt og med masser af charme indeni, hvor der nogle gange kommer lidt vand ind ad vinduet, og vi vågner og ser ud på havet. At bo på en båd er lidt ligesom at bo i et levende væsen. I en lejlighed har man måske en luksus i, at skufferne lukker dejligt, at varmen bare kommer, når du åbner radiatoren, og at man ikke skal krybe for at nå vaskemaskinen.

På vores båd skal vi derimod huske at fylde vand i tankene, for ellers løber vi tør for vand, og være obs på, om der kommer storme, eller det er høj- eller lavvande. Det er mere krævende, men samtidig har vi også et kærlighedsforhold til vores bolig, fordi vi sørger for den, tænker på den og mærker den på en helt anden måde. Og det giver virkelig meget til os som familie.

Siden min mand og jeg flyttede sammen, har vi fået to børn, som i dag er seks og ni år. Indvendigt svarer båden nok til en toværelses loftslejlighed med skæve skråvægge; og på den måde er her lidt småt. Og det kan da være en ulempe, at børnene ikke bare kan gå hver til sit, når de slås og irriterer hinanden. De sover lige nu i køjesenge, og der går nok ikke lang tid, før en af dem rykker ned i det pulterrum bagerst i skibet, som vi er i gang med at sætte i stand til et ekstra værelse.

Til gengæld har vi som familie lært at tolerere hinanden og lade batterierne op sammen frem for at gå hvert til sit. Jeg kan mærke, at det er helt naturligt for os at være tæt på hinanden, og at børnene slapper enormt meget af i samværet. Det eneste, de savner, er måske døre. Vi har ingen ud over til toilettet, og siden de var helt små, har de altid været virkelig fascinerede af at kunne lukke en dør, når vi har været hjemme hos andre.

En af ulemperne ved at bo småt er ikke at have plads til et kæmpe Ikea-skab, vi bare kunne smække alting ind i. Jeg kan godt lide, at tingene er i orden, og der ser pænt ud; og derfor bruger jeg rigtig meget tid på at rydde op. Alt har hver sin særlige plads, og det tager bare tid, når man har børn med legetøj.

For at skabe mere opbevaring har vi hyret nogle rigtig dygtige skibstømrere til at bygge hylder i skunken og skabe i krinkelkrogene. Sengen er også indbygget, jeg har lavet et Ikea-hack med en bænk med store skuffer i, og så har vi udnyttet et lille pulterrum i gulvet under køkkenet til et slags loftsrum, hvor vi har kufferter, køkkenmaskiner, ski og lignende.

Alligevel er opbevaring stadigvæk den helt store udfordring – og så handler det jo bare om ikke at have alt for mange ting at opbevare. Derfor bruger vi også rigtig meget tid på at sortere, og jeg spørger hele tiden mig selv: Jamen, har vi behov for det her, eller har det udlevet sin tid? På den måde synes jeg også, vi tænker mere over, hvad vi køber, og hvad vi har brug for.

Nogle gange tænker jeg: Åh, det ville også være rart bare at have et kæmpe hus. Men hvis vi havde det, ville vi nok bare hurtigt fylde det op med en masse ting. For det gør vi mennesker jo«.

Lotte Reinert

»Det har egentlig aldrig været vores intention at bo småt.

Normalt bor vi i en 108 kvadratmeter stor lejelejlighed på Østerbro, og min kæreste har svoret, at han kun ville bo i en etageejendom. Så jeg ved faktisk ikke, hvordan jeg fik ham overtalt til, at vi skulle købe et lille kolonihavehus. Det var et gammeldags, rødt hus fra 1960’erne – men min kæreste går altid i jakkesæt på sit arbejde og sagde, at han kun ville være der, hvis vi byggede et nyt hus, hvor han kunne have jakkesættene hængende, sin racercykel stående og kunne komme i bad.

Jeg kom i kontakt med tegnestuen Jespersen Nødtvedt, som var enormt entusiastiske over at tegne et hus, som kun måtte være 40 kvadratmeter – for sådan er begrænsningen herude. Arkitekt-duoen havde et stort ønske om at lave indbyggede løsninger, og derfor har vi nu en indbygget sofa, hvor der nedenunder er plads til opbevaring og ved siden af står et modul, som enten kan blive til en dobbeltseng, et stort sofabord eller en chaiselong. Køkkenet består af tre dobbeltskuffer og et indbygget køleskab, hvor selve køleskabet bliver til en halvvæg i badeværelset ved siden af og deler toilet og bruser op, så vi ikke behøver et badeforhæng.

I soveværelset er der et indbygget skab, og så har vi et haveskur, hvor døren kan sættes på en krog, så den forvandles til en afskærmning til vores udendørs bruser. På den måde er pladsen virkelig optimeret, og måske derfor virker huset overhovedet ikke lillebitte. Det føles faktisk luftigt. Vi har kun en dør, og det er til toilettet – og resten af huset flyder ligesom sammen. Så selv om min kæreste og jeg laver hver vores ting, så kan vi hele tiden se hinanden. Tit sidder vi begge i den indbyggede sofa og ser måske hver vores tv-udsendelse uden nødvendigvis at tale sammen. Men vi er stadigvæk sammen. Og det er jo det, sådan et lille hus kan.

Vi har været kærester i 20 år og er i løbet af årene blevet låst fast i nogle mønstre og måder at gøre tingene på. Men nu har vi ligesom fået en ny scene at være på. Et nyt sted at være et par ud fra; og i det ligger der en masse udvikling. Altså, sådan en ændring kan jo være en enorm gave, og for os har det gjort, at vi er kommet tættere på hinanden. Samtidig bliver dagligdagen bare også mere simple living, når der ikke er så meget plads.

Og selv om jeg ikke kan have hele mit tøjskab heroppe, godt kunne ønske mig en ovn og har svært ved ikke at købe nips på loppemarkeder – så synes jeg faktisk, at alt her er en gave. For eksempel vidste jeg slet ikke, at jeg havde så grønne fingre, som jeg har. Eller at jeg ville nyde de fugle, som kommer helt tæt på. Det er helt fantastisk og noget helt andet end at bo i byen.

Vi bor her fra april til oktober, og nogle gange forestiller jeg mig, hvordan det ville være at bo her hele tiden. Jeg tror faktisk ikke, jeg ville savne noget. Når jeg står med hænderne i jorden og luger i haven, fyldes jeg nemlig op af en følelse af ro. Pludselig synes jeg ikke, tingene skal gå så hurtigt mere, jeg har ikke alle mulige aftaler og mærker ikke den der rastløshed, jeg ellers oplever i byen. For når jeg er her, er jeg bare her – og lytter mentalt nok mere indad og til mig selv«.

Stig Lund Antonsen

»Da jeg mødte Carlos, var jeg netop flyttet ud af byen. Efter at have boet i København i mange år, var jeg sikker på, at jeg nu bare skulle bo i en stor lejlighed i det bofællesskab tæt på Roskilde, hvor meget af min familie også bor. For altid.

Men da Carlos og jeg snakkede om at flytte sammen, kunne jeg mærke, hvor meget jeg savnede København. Hvor meget jeg manglede alt det, byen tilbyder. Så vi blev enige om at holde fast i begge dele. Beholde lejligheden i bofællesskabet som et slags sommerhus med masser af natur omkring og rum til at slappe af. Samtidig fandt vi en lille etværelseslejlighed midt i byen, hvor her summer af liv og energi, og vi sjældent bruger vores cykler, fordi vi kan gå til alle steder.

Først tænkte vi egentlig, at her var rigelig plads. Som mennesker har vi ikke et stort behov for at være meget hjemme – særligt ikke når vi er i København – men ret hurtigt opdagede vi, at vi var nødt til at leve og indrette os meget mere minimalistisk, end vi var vant til.

Nu har vi boet i lejligheden i fire år, og der er da nogle udfordringer ved at bo småt. Ud over køkken, et lillebitte gennemgangsrum med alt vores tøj og et badeværelse har vi ét stort rum, hvor vi både har vores seng, spisebord og en lille sofa. Så når jeg i hverdagene, på grund af mit arbejde, står tidligere op end Carlos, skal jeg være meget stille. Hvis en af os ikke kan falde i søvn, kan det også være lidt svært, at der ikke er andre steder at gå hen. I de øjeblikke kunne vi da godt ønske os et reelt soveværelse.

På den anden side bliver man også bare utrolig tætte, når man bor som par i en etværelses. For eksempel kunne jeg normalt aldrig finde på at have et fjernsyn i soveværelset; men her har vi et fjernsyn over for sengen, for soveværelset er jo ligesom det samme rum som stuen. Og det er faktisk enormt hyggeligt at ligge i sengen og se film.

Når vi er i vores større bolig i bofællesskabet, er det nemt at sidde med hver vores små projekter, så den ene er i stuen, mens den anden sidder på kontoret – men når vi er her i lejligheden, laver vi alting sammen.

Fordi vi begge skal kunne være her, har vi også gjort os mange tanker om, at lejligheden skal virke lys, rolig og rummelig trods de få kvadratmeter. Derfor har det været vigtigt for os ikke at have for mange møbler, ligesom vi virkelig har skullet tænke over, hvilke ting vi rent faktisk har brug for.

For eksempel har vi intet klædeskab, og jeg har heller ikke mine bøger stående; for de fylder så utrolig meget. Til gengæld har vi prioriteret at have et spisebord midt i rummet, som kan slås ud med ekstra stole omkring, så vi kan have gæster på besøg. For det er vigtigt for os.

Vi har også valgt at have en stor seng, som tager utrolig meget plads, men giver os et dejligt sted at sove og slappe af i. Når vi ikke har en stue, en stor sofa eller en fyldt bogreol, inviterer lejligheden dog heller ikke til at ligge derhjemme en hel lørdag. I stedet får den os til at gå ud og opleve noget i København – og netop derfor er det faktisk blevet lige præcis det slags hjem, vi ønskede os«.

Olga Regitze Dyrløv Høegh

»Da jeg var i starten af 20’erne, blev jeg tilbudt at købe mine forældres gamle kolonihavehus. De havde sat mig på ventelisten, da de flyttede fra haveforeningen, og tilfældigvis var deres gamle hus blevet ledigt igen. Egentlig passede det ikke perfekt ind i mit liv med et hus i så ung en alder; men jeg sagde naturligvis ja og måtte så lære at passe have og slå søm i. Nu, hvor jeg tænker tilbage, har kolonihavehuset faktisk på mange måder udviklet og formet mit liv. Eksempelvis har jeg skabt nogle ret stramme dogmer om, hvor mange ting jeg må have. For det er jeg ligesom blevet tvunget ud i, når huset er 26 kvadratmeter, og jeg flytter ind og ud to gange om året.

Derfor har jeg alle mine ting i 11 eurokasser. Jeg arbejder som scenograf og synes, det er sjovt at skabe transportvenlige løsninger, ligesom når scenekunst skal på turné, eller en koncert skal stilles op. Og de 11 kasser kan lige præcis være i en almindelig personbil og udgør simpelthen mit liv, og hvad jeg bruger af tøj, toiletsager og køkkenting. Det er sikkert en arbejdsskade og virkelig nørdet – men jeg synes også, at tankegangen er helt vildt spændende: At hvis mit liv nu var en designopgave, hvordan ville jeg så indrette det?

Og fordi jeg har så begrænset plads, betyder det, at jeg tænker enormt meget over, hvad jeg har plads til i mit liv. Det overvejer jeg eksempelvis altid, før jeg køber et stykke tøj; og det betyder nok også, at jeg i højere grad går efter kvalitet. At bo småt har helt klart været en katalysator for at se anderledes på ting og hjulpet mig til at skrumpe mit liv. Til – ligesom jeg var på vandretur – at vurdere, hvilke objekter jeg har lyst til at slæbe rundt med på ryggen. Det er en sindssygt spændende måde at leve med genstande på, synes jeg.

Nu har jeg jo gjort sådan i mange år; men på det seneste mærker jeg, at folk er mere og mere nysgerrige på den livsstil. Det hænger nok sammen med, at vi alle begynder at se anderledes på ressourcer og genopdage hele vores tilgang til ting og materialer samt tid versus penge. Ved at eje mindre er man ganske enkelt nødsaget til at se på tingenes værdi anderledes. For mig har huset i hvert fald gjort, at jeg har skabt et dogme om mit liv i vægt, fylde og form.

At jeg har så få ting gør også, at huset virker større, end det er. Her er ét stort rum, som både fungere som soveværelse, opmagasinering, køkken, spiserum og kontorplads, og det har været vigtigt for mig at holde huset så åbent som muligt med få møbler. Samtidig har jeg ingen malerier eller kunst på væggene, men har i stedet sat en masse vinduer i, så udsmykningen simpelthen er udsigten til haven.

Jeg holder faktisk enormt meget af den enkelhed. Af mit lille køkken, der gør, at jeg laver simplere mad, og at mit bad er en kold bruser i haven. Det sænker tempoet helt naturligt.

Selvfølgelig er der også udfordringer, og hvis jeg har travlt med et projekt, kan den helt langsomme levemåde da også være frustrerende. Opbevaring er også en reel udfordring. Mine møbler skal derfor helst have flere funktioner, og jeg har plads til at have ting under sengen og i køkkenbænken, som jeg af samme grund har valgt i stedet for stole. Men min vigtigste strategi har faktisk været at reducere mine ting, og jeg sorterer mine 11 kasser, hver gang jeg flytter. På den måde sørger jeg også for, at de altid afspejler mig, og hvad der sker i mit liv«.

Laura Kjærgaard Sørensen, studerende:

»Jeg blev forelsket i værelset, lige så snart jeg så det. I kollektivet var der to ledige: Et stort værelse på 16 kvadratmeter og et lille på 9. Og da jeg så skråvæggene og mærkede hulestemningen i det lille værelse, var jeg ikke i tvivl. For jeg synes bare, det var så hyggeligt. Sengen var allerede hævet, da jeg flyttede ind, så her er der plads til, at jeg kan gemme de ting af vejen, jeg ikke bruger hele tiden. Jeg har også hængt et lille forhæng op foran min seng.

Jeg bruger jo også rummet til at sidde og studere i, så det har været lidt vigtigt for mig ikke at føle, at jeg sover oven i mit studieliv. At jeg kan trække for, så sengeområdet bliver et sted med plads til afslapning og ro. For når man bor småt, så roder det bare rigtig nemt; og det er nogle gange frustrerende, at jeg ikke bare lige kan lægge noget fra mig, for så er hele gulvpladsen faktisk taget.

Det er vigtigt for mig, at mit øje er behaget i det rum, jeg bor i, og derfor skal jeg virkelig hele tiden være opmærksom på, at ting ikke hober sig op. Altså, alt skal virkelig sættes i system. Det betyder også, at jeg skal gennemtænke og udvælge alt, hvad jeg har på værelset – men det er faktisk netop det, jeg er blevet allergladest for ved at bo småt. For kun at omgive mig med de ting, som jeg rent faktisk bruger i dagligdagen, og som betyder noget for mig, gør alting meget simpelt oppe i mit hoved. Og jeg har opdaget, at når jeg skærer ind til benet, sætter jeg mere pris på det, jeg har udvalgt.

Jeg er vokset op i Nordjylland, hvor der er masser af plads, og da jeg var yngre, elskede jeg at samle på og finde sjove ting i genbrugsbutikkerne. Lige pludselig havde jeg dog bare rigtig meget skidt og ragelse; og jeg har virkelig skullet øve mig i at sortere i ting og begrænse mine køb. Indimellem er det stadigvæk rigtig svært. Vi bliver jo hele tiden disponeret for at skulle forbruge, og nogle gange falder jeg i og bliver lokket af en genbrugsbutik. Men det er virkelig noget, jeg øver mig i – for jeg kan jo mærke, at det ekstra forbrug ikke giver mig en ekstra glæde. Tværtimod. For når jeg pludselig har for mange ting rundt om mig, fylder det for meget i mit hoved.

I lang tid har jeg egentlig været fascineret af den minimalistiske tankegang. Jeg har tidligere gået på en tiny house-linje på den norske højskole Fosen Folkehøgskole og byggede faktisk mit eget lillebitte hus og fik det transporteret til Danmark. Men da jeg startede på mit studie i København, var grunden, det lå på, simpelthen for langt væk fra andre unge og ligesindede, og jeg kunne mærke, at jeg manglede det sociale helt vildt.

Så nu bor jeg her i et kollektiv på Østerbro – men en dag drømmer jeg om at bo ved vandet og ude i naturen. Og jeg tror faktisk ikke, det bliver et tiny house. For selv om jeg synes, det er enormt sjovt at tænke kreativt for at udnytte pladsen bedst muligt, og var vild med, hvor meget mere de udendørs rum inviterer til at blive brugt, når man bor så småt og ude i naturen, ja … så synes jeg alligevel ikke, det var så fedt, at hemsen var oven på køkkenet, så mit sengetøj lugtede af det, jeg havde fået at spise. Jeg synes også, det er rigtig dejligt, at tingene har hvert sit eget rum, og at jeg kan lukke nogle døre. Bare et par stykker«.