Sean ’Diddy’ Combs rammes af nye anklager. En af dem hævder misbrug af 10-årig. Diddy nægter sig skyldig.

Diddy anklages for at have misbrugt 10-årig dreng på hotel

Sean ’Diddy’ Combs til et gallaarrangement i Hollywood i 2012. Foto: Evan Agostini/Ritzau Scanpix
Sean ’Diddy’ Combs til et gallaarrangement i Hollywood i 2012. Foto: Evan Agostini/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den amerikanske rapper Sean ’Diddy’ Combs anklages for i 2005 at have begået seksuelle overgreb mod en dengang 10-årig dreng.

Det fremgår natten til tirsdag af et nyt søgsmål mod rapperen.

Diddy er her blevet ramt af to nye civile sager, der føjes til den bunke af anklager, der allerede er blevet fremsat mod ham.

Det er advokat Tony Buzbee, som repræsenterer sagsøgerne. Han repræsenterer i alt omkring 150 personer, som anklager rapperen for misbrug og overgreb. Han har indgivet i alt mindst 17 søgsmål.

Diddy nægter sig skyldig.

Anklagerne mod Diddy fortsætter: »En mur af stilhed er blevet brudt«

Sagsøgeren, der siger, at han som 10-årig blev misbrugt af Diddy, er anonym.

I hans anklage lyder det, at han som barn ønskede at slå igennem som skuespiller og rapper.

Hans forældre havde i den forbindelse hyret en konsulent, som i 2005 arrangerede, at drengen skulle til ’audition’ hos Sean ’Diddy’ Combs.

Auditionen fandt sted på et hotel i New York, hvor drengen fortalte Combs, at han ville gøre alt for at blive en stjerne. Angiveligt tilbød rapperen under mødet så drengen en sodavand, som han havde puttet stoffer i.

Combs skal herefter have tvunget drengen til at lægge sig ned og udføre oralsex på rapperen.

Den forurettede siger, han under overgrebet ikke var ved bevidsthed, og at han vågnede øm og med bukser, der stod åbne i livet.

Da han begyndte at græde og bad om at se sine forældre, sagde Combs angiveligt, at forældrene ville komme alvorligt til skade, hvis drengen fortalte dem om, hvad der var sket.

Til talentshow

I nattens andet nye søgsmål beretter en anonym mandlig sagsøger ligeledes om et seksuelt overgreb, der skal have fundet sted i 2008.

Manden siger, at han som 17-årig var til audition på reality-tv-serien ’Making the Band’. Her blev han angiveligt tvunget til at udføre oralsex på både Diddy og Diddys livvagt, hvilket af rapperen blev fremstillet som en ’test’ af, hvor stort drengens ønske om at komme med i serien egentlig var.

Drengen fik efterfølgende besked om, at han ikke var kommet med, fordi Diddy vurderede, at han var »upålidelig på grund af hans forbehold i forhold til at udføre oralsex på hans livvagt«, står der i anklagen.

Den i dag 54-årige Combs’ advokater siger i en udtalelse, at anklagerne er usande, og at sagsøgernes advokat forsøger at få opmærksomhed i pressen.

»I retten vil sandheden sejre: Hr. Combs har aldrig begået seksuelle overgreb mod nogen eller udført menneskehandel – hverken mod mand eller kvinde, voksen eller mindreårig«, siger de.

Rapperen har siddet i fængsel siden midten af september. Retssagen mod ham begynder 5. maj næste år.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her