En appeldomstol konkluderede sidste år, at den tidligere filmproducent Harvey Weinstein ikke havde fået en retfærdig retssag, da han i 2020 blev fundet skyldig i voldtægtsanklager.
I næste uge, godt et år senere, skal sagen gå om.
Det skriver den britiske avis The Guardian.
I februar 2020 blev han dømt for voldtægt og seksuelt overgreb og fik 23 års fængsel.
Dommen blev dog omstødt i april sidste år, fordi der under retssagen blev indkaldt vidner, som ifølge appeldomstolen ikke havde været udsat for det, som Weinstein var tiltalt for i sagen.
På trods af omstødelsen af dommen er han forblevet fængslet, fordi han er dømt i en anden voldtægtssag i Californien.
I den sag fik han 16 års fængsel.
Den genoptagne sag vil omfatte endnu en anklage om at have tvunget en anden kvinde til oralsex i 2006 på et hotel på Manhattan.
Weinsteins advokater har argumenteret for at holde sagerne adskilt, men anklagerne mente, at de har så mange fællestræk, at de bør slås sammen.
I årtier var Harvey Weinstein en af de mest magtfulde producere i den amerikanske filmindustri.
Han har blandt andet været med til at stifte produktionsselskaberne Miramax og The Weinstein Company.
Han er blevet anklaget for overgreb af en lang række kvinder, siden #MeToo-bevægelsen begyndte at rulle i efteråret 2017.
ritzau
fortsæt med at læse








