I ’Famous Last Words’ sendes programmerne først efter den interviewedes død – ligesom i ’Det sidste ord’.

Jane Goodall er med i Netflix' første udgave af 'Det sidste ord'

Den verdensberømte chimpanseforsker Jane Goodall døde onsdag i en alder af 91 år. Foto: Miguel Medina/Ritzau Scanpix
Den verdensberømte chimpanseforsker Jane Goodall døde onsdag i en alder af 91 år. Foto: Miguel Medina/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Fredag udkom det første afsnit af Netflix’ interviewprogram ’Famous Last Words’, som er baseret på det danske tv-program ’Det sidste ord’.

I programseriens første afsnit medvirker den verdensberømte chimpanseforsker Jane Goodall, som døde onsdag i en alder af 91 år.

Det skriver Netflix i en pressemeddelelse.

’Famous Last Words’ har samme koncept som den danske udgave, hvor udvalgte kendte personer i hemmelighed medvirker i et interview, som først sendes, når vedkommende er død.

Det er den amerikanske manuskriptforfatter og instruktør Brad Falchuk, som interviewer de kendte.

Interviewet med Jane Goodall fandt sted i marts i år, skriver Netflix i pressemeddelelsen.

Ligesom i ’Det sidste ord’ er det kun intervieweren og den interviewede, som er til stede i rummet under optagelserne. Kameraerne er derfor fjernstyrede.

Optagelserne med Jane Goodall er blevet opbevaret i uredigeret form på et sikkert sted, så ingen ud over hende og Brad Falchuk kendte til indholdet frem til udgivelsestidspunktet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her