En advokat, der blev filmet med skjult kamera i TV 2’s dokumentar Den Sorte Svane, er blevet tiltalt i en straffesag.
Fem forhold om overtrædelse af straffeloven er nævnt i et anklageskrift, som Ritzau har fået aktindsigt i.
Det bliver Retten i Lyngby, som skal afgøre, om advokat Nicolai Dyhr er skyldig, og om han i givet fald skal idømmes fængsel.
Desuden kræver anklagemyndigheden i National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), at advokaten, der tidligere var partner i selskabet Horten, frakendes retten til at virke som advokat.
Det skal være ’indtil videre’ eller i et tidsrum, som retten når frem til, fremgår det af anklageskriftet.
To af punkterne handler om grov forsømmelse eller skødesløshed i tjenesten.
De tre øvrige drejer sig om påstået misbrug af stilling. Endelig hævder NSK, at han i et tilfælde bevidst har afgivet en urigtig erklæring.
For eksempel skal han urigtigt have fortalt Sø- og Handelsretten, at der ikke var problemer med hans habilitet i forhold til at blive kurator vedrørende to selskaber, selv om han på det kontor, som TV 2’s muldvarp opererede fra, havde rådgivet direktøren og ejeren af de to selskaber.
»Det bedste set fra din side, det er bare at aflevere et bo, der er et hul i jorden«, sagde Dyhr på de skjulte optagelser.
ritzau
fortsæt med at læse








