Jeg har brune øjne, ligesom min mor. Hun ville gerne nå at se kirsebærtræerne på Bispebjerg Kirkegård, inden hun døde. Foto: Privatfoto

Min mor døde af kræft i 2020, men nu prøver jeg at tale med hende alligevel. Om det uforløste. Om det mudrede. Og om det virkelig svære, skriver Politikens anmelder Victor Skov Jeppesen her i et ærligt brev til sin mor.

I glimt er jeg også glad for, at du er død. I glimt

Jeg har brune øjne, ligesom min mor. Hun ville gerne nå at se kirsebærtræerne på Bispebjerg Kirkegård, inden hun døde. Foto: Privatfoto
Lyt til artiklenLæst op af Victor Skov Jeppesen
11:49

Jeg glemmer aldrig synet af den blå nål, der gled dybt ind mellem dine skulderblade, mens jeg holdt dig i hånden.

I september 2020 blev du indlagt med lungebetændelse på Sønderborg Sygehus, og vi troede, du kom hjem igen.

Jeg tænker på dig nu, mens jeg genlæser Naja Marie Aidts ’Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage’. En bog til hendes døde søn Carl, der måske er den mest brutale og smukkeste bog, der findes på dansk.

Det føles som en måde at tale med dig på, når jeg læser den.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her