Få avisen leveret hver lørdag for kun 99 kr.

Skuespilleren Sam Neill var kræftfri, da han døde mandag. Det oplyser familien i en udtalelse.

Sam Neill er død: Han var ikke bange for at dø - »men det ville irritere mig«

Foto: Geoff Robins/Ritzau Scanpix
Foto: Geoff Robins/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den newzealandske skuespiller Sam Neill er mandag død.

Han blev 78 år.

Det oplyser hans familie i en udtalelse på Instagram.

»Tabet var pludseligt og uventet, men velsignet af det faktum, at Sam forblev kræftfri«, skriver familien i udtalelsen og tilføjer:

»Flere detaljer vil blive delt senere, men for nu beder vi på vegne af familien om, at man respekterer deres privatliv, mens de navigerer i dette umådelige tab«.

I april bekendtgjorde skuespilleren, at han var kræftfri efter at have levet med leukæmi i fem år.

Det fortalte Neill dengang i et interview med nyhedsbureauet AFP.

Det var takket være genterapi, at han var blevet kræftfri, lød det.

Han døde i Australiens hovedstad, Sydney, skriver familien i udtalelsen.

»Sam var omringet af familie og gik bort med den værdighed, som har karakteriseret hele hans liv, tilføjer de.

Var ikke bange for at dø

I en erindringsbog fra 2023 afslørede Neill, at han i et år havde gennemgået kemoterapi for den type blodkræft, som han var blevet ramt af.

»Jeg er ikke bange for at dø«, fortalte skuespilleren til The Guardian samme år.

»Men det ville irritere mig. For jeg vil virkelig gerne have endnu et årti eller to, du ved. Vi har anlagt alle disse dejlige terrasser, vi har disse oliventræer og cypresser, og jeg vil gerne være her for at se det hele modnes. Og så har jeg mine dejlige små børnebørn. Jeg vil gerne se dem vokse op. Men hvad angår døden? Det er jeg fuldstændig ligeglad med«.

Neill er blandt andet kendt for sin medvirken i ’Jurassic Park’-filmene, ’Jagten på røde oktober’, ’For enhver pris’ og ’Et skrig i mørket’.

Han har ligeledes været en del af tv-serien ’Peaky Blinders’.

Skuespilleren blev født i byen Omagh, Nordirland, i 1947, men boede det meste af sit liv i New Zealand, hvor hans far var fra.

I et opslag på X skriver Australiens premierminister, Anthony Albanese, at Neill medvirkede i mange australske film og ’indtog en helt særlig plads i australiernes hjerter’.

»Sam kæmpede mod sygdommen med den samme værdighed, humor og overbevisning, som gav styrke til hver eneste af hans roller. Han vil blive dybt savnet og længe husket. Må han hvile i fred«, skriver premierministeren.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her