Den tyske kunstner Gunther von Hagens er død i en alder af 81 år.
Det oplyser hans eget laboratorium, Institut for Plastination, i et opslag på Facebook.
Kunstneren har gennem årene rejst verden rundt med sin udstilling ’Body Worlds’, hvor han blandt andet udstillede lig fra rigtige mennesker.
Formålet med udstillingen var at vise, hvordan mennesket er ud, når alt hud er skrællet af.
De udstillede lig var behandlet med hans egen konserveringsmetode, plastinering, hvor kroppens væske og fedt erstattes af kunststof.
»Hans arv lever videre – i den videnskabelige forskning, i Body Worlds-udstillingerne og i minderne hos de millioner af mennesker, hvis liv han har berørt, står der i opslaget.
Gunther von Hagens’ familie har oplyst, at det var hans eget ønske at stille sin krop til rådighed for plastinering efter sin død.
Det ønske vil hans pårørende respektere og efterleve, skriver AFP.
Gunther von Hagen fik kælenavnet ’Doktor Død’ på grund af sine udstillinger, som både tiltrak millioner af besøgende, men også nogle steder blev mødt af forbud.
Han er blandt andet blevet anklaget for at tjene penge på døden og for voyeurisme, som dækker over seksuel tilfredsstillelse ved i smug at betragte andre mennesker i intime situationer.
En obduktion foretaget foran et kamera og et publikum i 2002 skabte øget debat om ham og hans arbejde, skriver AFP.
ritzau