Pludselig mærker jeg den. Letheden. Som om noget tungt glider fra mine skuldre. Hvor har jeg savnet den under alle de tunge dagsordener, seriøse opgaver og bekymringer om stort og småt.
Jeg er til filmaften hos min ven Henrik, da letheden udløses af Gene Kelly i Vincente Minnellis musical ’An American in Paris’ fra 1951. Kellys fødder synes næsten ikke at røre jorden, mens han stepper løs i en hult rungende pariserkulisse. Filmen kan ikke anklages for at være til tiden, men måden, Gene Kellys tilsyneladende ubesværede mesterskab lader en evig drøm om lethed komme til udtryk på, er til gengæld tidløs.
