Det har aldrig været komiker og tv-person Martin Johannes Larsens intention at gøre kollega og Rasmus Wallbridge noget ondt i forbindelse med TV 2-programmet ’Alle elsker Rasmus’.
Det skriver Martin Johannes Larsen i et opslag på Instagram, hvor han også undskylder over for Rasmus Wallbridge.
»Jeg står fast på, at mine intentioner ene og alene har været gode. Men det fritager mig på ingen måde for mit ansvar. Jeg undskylder derfor til Rasmus som kollega og ven, som jeg også har gjort direkte til ham«, skriver Martin Johannes Larsen.
Han tilføjer, at det aldrig har været hans mening at såre Rasmus Wallbridge eller nogle andre.
I programmet ’Alle elsker Rasmus’ tror Rasmus Wallbridge i en periode på fire måneder, at han er i gang med at udvikle en spillefilm sammen med sin gode ven Martin Johannes Larsen.
Men hele filmprojektet er et omfattende fupnummer udviklet af TV 2 og produktionsselskabet Drive Studios.
Programmet har mødt kritik og er blandt andet blevet kaldt mobning og beskyldt for at gaslighte Rasmus Wallbridge.
Et begreb for psykisk manipulation, hvor en person får en anden person til at tvivle på sin egen virkelighedsopfattelse og dømmekraft.
Martin Johannes Larsen, der indtil nu ikke har ytret sig om kritikken, skriver, at han har læst og hørt, hvad der er blevet skrevet de seneste dage.
»Jeg tager kritikken til mig, men det har også været voldsomt, så derfor har jeg brugt noget tid på at reflektere over min egen rolle i ’Alle elsker Rasmus’«, skriver han i opslaget.
ritzau
fortsæt med at læse