Masaana Egede modtager Ebbe Munck Prisen 2026 af Ebbe Muncks Mindefonds protektor, dronning Margrethe.

Grønlandsk chefredaktør hædres af dronning Margrethe

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Dronning Margrethe har som protektor for Ebbe Muncks Mindefond overrakt Ebbe Munck Prisen 2026 til chefredaktøren for det grønlandske medie Sermitsiaq, Masaana Egede, ved en ceremoni.

Det fremgår af billeder fra overrækkelsen tirsdag eftermiddag på Fredensborg Slot.

Masaana Egede modtager prisen for sit arbejde med at informere og rapportere til den grønlandske befolkning og omverdenen om den amerikanske præsident Donald Trumps udtalte krav om at overtage landet.

Kort efter Ebbe Muncks død i 1974 stiftede en kreds af hans venner Ebbe Muncks Mindefond til minde om den danske journalist, polarforsker, diplomat og hofchef.

Årligt uddeler mindefonden Ebbe Munck Prisen til personer inden for områder, der havde Ebbe Muncks særlige interesse: herunder grønlandsforskning, oplysning om frihedskampen under Besættelsen og journalistik.

Ebbe Munck Prisen blev indstiftet i 1975 og har siden begyndelsen været overrakt af dronning Margrethe.

Blandt tidligere modtagere er journalist Matilde Kimer i 2022, astrofysiker Anja C. Andersen i 2018 og politiker Uffe Ellemann-Jensen i 2002.

I mindefondens nuværende bestyrelse sidder flere tidligere modtagere af Ebbe Munck Prisen, heriblandt den grønlandske geolog Minik Rosing, der modtog Ebbe Munck Prisen i 2021.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her