Selv om det var blevet sent lørdag aften, vågnede Elisabeth tidligt næste morgen. Hun kunne ikke lade være med at spekulere over, om hun havde en del af ansvaret for, at julefrokosten havde fået en så upassende afslutning. Burde hun have smidt kapitalfonden Force Majeure Invests Markus P. Mågensen på porten, da han troppede uinviteret op for at deltage i festlighederne? Heldigvis havde Lech klaret paragrafferne – hvor var hun dog heldig at have så enestående medarbejdere. Og apropos enestående: Hun havde taget sig selv i at sidde og beundre den ikke mindre retlinede, arbejdsomme og dygtige trappistmunk Luc, som hun havde ringet efter ved en fejltagelse for 14 dage siden – men som ikke var blevet spor vred af den grund. Tværtimod var han blevet ved hendes side, da det gik op for ham, at det var en overlevelseskamp, hun havde ført sin faders gamle bryghus ud i. Elisabeth stod op og begyndte at gøre klar til morgenmad. »Når man taler om solen«, sagde hun lavmælt til sig selv, da hun i det samme så Luc skrå over gården. Selv om det var tidligt, skulle han over for at se til det gode julebryg. I et øjebliks indskydelse åbnede hun vinduet. »Hej, Luc! Tak for sidst. Vil du have en tår kaffe med?«, råbte Elisabeth. »Gerne«, smilede Luc og stod snart i det hyggelige lille køkken. De satte sig, og han talte begejstret om udsigterne for juleøllet, mens de spiste morgenmad. Mens Elisabeth slog toppen af sit blødkogte æg, aflagde fødevaremyndighederne kontrolbesøg. »Du arbejder så hårdt med øllet – skal vi ikke holde en pause i dag. Så kan jeg vise dig omegnen«, foreslog den unge bryggerdatter. »Tak, meget gerne«, sagde Luc, og så snart de havde klaret opvasken, kørte de af sted i bryghusets Hanomag. »Hvor er det i grunden en dejlig vogn«, sagde Luc, og Elisabeth fortalte om den dag for mange år siden, da hendes far var kommet hjem med den. Om hvor smukt den havde været pyntet med forårsløv, da hun og kammeraterne var blevet studenter, og den kørte dem rundt til forældrenes hyldest. Og om hvordan hendes far havde brugt den på sin sidste rejse. Snart var de ude ved kysten, hvor der blæste en stiv kuling. Der var ikke et menneske i miles omkreds. Forståeligt nok. »Lad os gå ud til klinten – der er så smukt«, sagde Elisabeth, og snart gik de på den smalle sti langs kanten. De måtte gå efter hinanden, og Elisabeth førte an. Men pludselig gled hendes fod, og hun mærkede, hvordan hun nærmest blev hvirvlet ud i det rene intet. Stiv af skræk så hun bølgerne 20 meter nede. Det føltes som timer, men det kan kun have været brøkdele af et sekund – så mærkede hun et hårdt ryk i kroppen. Det var Luc, der rådsnar havde kastet sig frem og grebet fat om hendes håndled. Uendelig forsigtigt trak han hende op i sikkerhed. Det er de underligste detaljer, man lægger mærke til, når man er grebet af dødsangst: Elisabeth bemærkede, at Luc kun var iført underbenklæder – af mærket Hammerthor. Hans kutte var blevet flået af ham, da han sprang frem for at redde hende og hang nu sønderrevet i en gren. Hun bemærkede også hans gyldenbrune, spændstige krop, hans smukke hænder og det kridhvide smil, der bredte sig på hans ansigt. Hvor var han dejlig! Mens kulingen rasede, mødtes deres læber i et heftigt kys. »Du ryster. Tag denne her på«, sagde Luc, svøbte hende i resterne af sin kutte og bar hende tilbage til bilen. Så satte han ’Heizung’ på ’Voll’, og de kørte hjemad. Hun døsede i det lune førerrum og kunne ikke tage sine øjne fra ham. Hvor var han dog dejlig!
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








