For landsretssagfører Grandgreen-Andersen havde det altid været en fornøjelse at forrette tjeneste i Advokatvagten.
Hver 1. og 3. torsdag i måneden fra kl. 14.30 til 15.30 sad den erfarne landsretssagfører på sit kontor og hjalp vederlagsfrit mindrebemidlede Bajerslevborgere med at løse juridiske problemer. Men den unge mand, der netop i dette øjeblik trådte ind på kontoret, havde landsretssagføreren aldrig set i byen. »Er det Dem, der yder anonym retshjælp«, spurgte den unge mand, der så en kende aparte ud. »Det er det«, bekræftede Grandgreen-Andersen. »Jeg er bosiddende i Ungdomshuset på Jagtvej, hvor jeg især arbejder med profitminimering og flade ledelsesstrukturer. Vi var i en win win-situation og var lige ved at implementere en plan, der skal globalisere det brand, som Ungdomshuset er ...«, sagde den unge mand og bad om hjælp til at få erstatning for uberettiget anholdelse. Grandgreen-Andersen forklarede den unge mand, at retsplejelovens paragraf 1018a giver mulighed for, at man kan få erstatning, men først når sagen er droppet, eller man er blevet frifundet. »Nu skal jeg hente en brochure om reglerne«, sagde han og gik ind i sit lille arkivrum. Da han få øjeblikke senere vendte tilbage til kontoret, fik han et chok: »Står De og roder i mine skuffer, menneske«, udbrød den retskafne landsretssagfører. På mindre end et sekund var den unge mand ude af døren. Grandgreen-Andersen var chokeret, men skaden var heldigvis til at overskue: Han opbevarede naturligvis aldrig personfølsomme oplysninger og klientdata i ulåste skuffer. Det var blevet ham indpodet af hans far, landsretssagfører Grandgreen-Andersen Senior, hvis portræt prydede væggen på det, der også engang havde været faderens kontor. »Det var da en underlig starut«, mumlede landsretssagføreren, rystede på hovedet og smilede op mod sin far. Samme aften, lidt før klokken 21, så Grandgreen-Andersen fra privaten på den anden side af gaden et underligt lysskær ovre på kontoret – som om nogen gik rundt derinde. Hurtigt trak han i sin oilskinsjakke, satte tweedhatten på hovedet og skråede over gaden. I samme sekund han åbnede døren til opgangen, blev han puffet omkuld af en mørk skikkelse, og i næste sekund gennemrystedes bygningen af et øresønderrivende brag. »Fars billede«, udbrød Grandgreen-Andersen og tog trappen i to spring. Døren til kontoret stod på klem, og det hyggelige kontor var forvandlet til et brølende flammehav. Den chokerede landsretssagfører kæmpede sig gennem ilden, var ved at falde over det søndersprængte pengeskab og rykkede med en kraftanstrengelse billedet ned fra væggen, mens gnister føg om ørerne på ham. Omtumlet af røgen lykkedes det ham at nå tilbage til døråbningen, blot for i samme øjeblik at blive slået i gulvet af en brændende loftbjælke ...
