Bille August og Lars von Trier er udvalgt blandt 35 fremtrædende filminstruktører, der alle skal yde et særligt bidrag for at markere, at festivalen i Cannes fylder 60 i år.
Instruktørerne får til opgave at lave en kortfilm på højst tre minutter, som vises på festivalen i maj. Initiativet har den franske overskrift 'Chacun son Cinema' og kan i en fri oversættelse gengives som noget i retning af 'min egen film'.








