Jamen, herregud da, va mæ ’Kispus’? ’Kispus’?!
Var jeg den eneste, der måtte gribe i armlænet, til knoerne blev hvide i nervøsitet for, om de forbigik hende for hendes mest fortjenstfulde stund?
For hvor herligt det end var at rejse sig i stående applaus for Helle Virkner, da hun til aften i Imperial i København modtog sin Æresbodil for en karriere, der har spændt over syv årtier, så savnede jeg at se de lækre farvebilleder i Erik Ballings overdådige lystspil blæst op på storskærmen.
»Jeg regner med, at han sidder deroppe og kigger ned«, sagde en særdeles bevæget Virkner med adresse til Balling, der døde for godt et år siden, og hun mindedes kort, hvordan hendes og Ballings forhold udviklede sig, fra »jeg sendte ham op i Valby Langgade efter lakridskonfekt«.
Anelsesfuld sensualitet Prægtig så hun ud, den nu 81-årige danske filmdiva.
Montagen af klip fra hendes film (undtagen ’Kispus’!) dokumenterede, at hun var smuk som ingen anden og inkorporerede en anelsesfuld sensualitet, der blev hendes bidrag til dansk filmhistorie. Klaverlærerinden Elisabeth Friis i ’Matador’ besad den samme ubeskrivelige blanding af blyhed og sødmefuld trods.
Helle Virkner, der måtte følges op på podiet og tilbage igen, græd og vinkede afværgende ad tumlen, og det må have føltes herligt at minde hr. og fru Danmark om, at hun var mere end statsministerfrue og »hende fra ’Matador’«.
Der er langt fra Virkner anno 1956 til Trine Dyrholm anno 2006 i ’En soap’.
Pris til Fischer Christensen
Pernille Fischer Christensens debutspillefilm blev valgt til årets bedste danske titel, og Dyrholm til årets hovedrolleskuespillerinde.
Dyrholm blev af Bodilkomiteen rost for sin ufatteligt usminkede, frygtløse og »totalt uforfængelige ærlighed« i ’En soap’, og hvis hun ikke just var nogen sexbombe i den meget asketiske film, så havde hun skiftet persona til lejligheden og stillede – som flere andre kvinder i Imperial til aften – op i stram kjole og franskbrød i håret, lidt a la Marie Antoinette, men der har ikke været klemt mange stænger wienerbrød ned i den smalle création.
Hvis temaet er kvindelig skønhed, og det tema er skam værdigt nok, så kunne denne reportage være langt længere.
Hvornår så Paprika Steen nogensinde så godt ud, som da hun i aftes præsenterede en Bodil til Bent Mejding for rollen som den dybt reaktionære rektor i ’Drømmen’?
Mejding uden Wold
Mejding greb ned i lyrikposen for at takke, og »Hvad var jeg uden min Wold?«, sagde han blandt andet. Og Stine Stengade, hvad var Ole Christian Madsen vel uden hende? Og vi andre? Coiffuren var blæret, damen var delikat.
Og det var vel også Charlotte Fich, der overrakte prisen for bedste film til Pernille Fischer Christensen, endnu en åleslank og rap model, der i en lang og velfortjent takketale stod for aftenens skarpeste bid med en hugtand. Hun kvitterede taknemligt over for Nimbus Film, »som turde støtte en talentudviklingsfilm. Det var der andre, der ikke turde«.
Og pausen på podiet såvel som nede i auditoriet voksede sig følelig. »I sidder dernede i salen«, fortsatte hun. »Jeg har jeres numre!«.
Ha! Hun var sjov.
Morgendagens danske filmkødmarked
Var der stjerner i Imperial?
Altså, selvfølgelig var Mads (you know who ...) i Hollywood for at se, om ikke der vankede en Oscar, og Susanne (come on!) var der også, og Søren Pilmark ved jeg ikke noget om. Men jeg så da Ole Ernst stå at ryge i et aflukke, og jeg så Mejdings Wold ligne en omvandrende million, og var det mon ikke Henning Moritzen, der sad der og hvilede på en taburet med stokken ved sin side? (Mon ikke også han savnede et klip fra ’Kispus’? Og dermed var vi i hvert fald tre: ham, Balling og mig).
Et blomsterflor af fotogene unge mennesker vankede til og fra og var enten modeller indkøbt til lejligheden, eller også var de ekstremt lovende purunge spillere på morgendagens danske filmkødmarked.
