Små teatre i tæt samarbejde

Lyt til artiklen

»Publikum elsker os - de ved det bare ikke. Så det skal de have at vide«. Så simpel er beskeden fra de små teatre. De vil have flere tilskuere, men pengene til annoncering er få. Derfor rotter de sig nu sammen og udgiver en fælles folder om sæsonens forestillinger. »Det sker ikke for at spare penge. Faktisk koster det os flere penge, end vi normalt bruger på markedsføring. Men det gør ikke noget, dette er en nødvendighed«, lyder det fra de ni små teatre, der har sat en håndfuld journalister stævne på CafeTeatret i København. Folderen, der fortæller om deres forestillinger frem til nytår, vil snart kunne findes på cafeer, biblioteker og uddannelsessteder. Målgruppen er de unge kulturbrugere, for det er dem, de små teatre har bedst fat i. Håbet er så, at publikum vil blive fristet af de mange tilbud og prøve andre teatre end dem, de i forvejen kender. »Nej, vi er ikke bange for, at nogle af vores faste gæster bliver stjålet af de andre teatre. De skumle bagtanker er nærmere, at kulturbrugerne måske vælger en dyr billet på et stort teater fra, og i stedet besøger tre små teatre«, siger Erling Larsen, der fører ordet på CafeTeatret. Dette er første skridt til et tæt samarbejde mellem de ni teatre, der tidligere 'bare holdt kaffeklub sammen'. Næste skridt bliver en fælles hjemmeside, og måske vil fremtiden byde på en fælles abonnementsordning. De ni teatre er udover Cafe Teatret, Bådteatret, Husets Teater, Kaleidoskop, Mammutteatret, PLAN-B, Teater FÅR 302, Teater GROB og Teatret ved Sorte Hest.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her