Deres gerninger fylder os med gru, når vi ser og hører om dem hver dag i nyhedsudsendelserne. Om de er soldater, terrorister eller slet og ret bødler er dybest set en ret akademisk diskussion, for uanset titlen handler deres erhverv om at dræbe andre mennesker. Men hvordan kan de gøre det? Hvorfra kommer evnen til blindt at aflive sine medmennesker, at gøre sig til dommer over andre og tage livet fra dem? For at finde svar på de spørgsmål har danske Ove Nyholm foretaget en rejse gennem Europa, der dybest set blot fører ham ind i det kulsorte mørke, der (måske) er et sted inde i alle mennesker. Også i ham selv. Uhyggeligt Det er i hvert fald konklusionen på 'Ondskabens anatomi', en dokumentarfilm, hvis materiale er så stærkt, at det er en blød og intetsigende kliche blot at kalde det rystende. Filmens interview med den aldrende tyske officer i de såkaldte einsatzgrupper, hvis mission det var at dræbe jøder, kommunister og andre uønskede bag østfronten, og de halvmilitære serbiske soldater, som frivilligt (!) henrettede hundredvis af deres landsmænd under borgerkrigen i Jugoslavien, er uhyggeligt nærværende. For ganske langsomt indkredser interviewene, hvad der får bødlen til at trykke på aftrækkeren over for sit forsvarsløse offer. Situationerne her er ikke fra slagmarken, hvor man møder en ligeværdig, bevæbnet fjende, men fra de henrettelsespladser, hvor man slagter ubevæbnede, formodede modstandere. Ganske vist helst uden at se dem i øjnene i drabsøjeblikket, for det er for uudholdeligt, som en af de serbiske soldater siger. Men alligevel skyder man dem ned og overlader dem til massegraven uden betænkeligheder. »Det er et sekund, hvor jeg ingenting føler. Det er som at sparke til et dyr, der angriber dig«, som en af de frivillige serbiske soldater siger om det at skyde et ubevæbnet, sandsynligvis uskyldigt menneske ned. Fjendebilleder Og dermed nærmer han sig filmens sandhed. For ondskaben kommer af at skabe forkerte, falske billeder af den imaginære modstander. At forvandle ens egne landsmænd til fjendebilleder, som det tjener et godt formål at eliminere, at dræbe. Det er disse forvrængede fjendebilleder, der skaber terrorister og får soldater til at gå amok i den blodrus, som også ramte de tyske einzatsgrupper. Til trods for denne rå afstumpethed mener den aldrende og ellers tilsyneladende sympatiske tyske officer, at missionen var uomgængelig. At den var vigtig. Så effektiv var den nazistiske hjernevask (måske?), at den stadig virker. Hvad også franske Claude Lanzmanns kolossale værk om massemordet i kz-lejrene, 'Shoah', viser. Instruktøren har interviewet overlevere fra holocaust og lader billeder fra nutidens kz-museer ledsage deres ord. Ingen sensationelle klip fra arkivet, blot overlevernes historie med billeder af de lejre, som stadig står der. Hvorfor martyrer? Men den gruopvækkende serie om menneskelig ondskab standser desværre ikke ved Anden Verdenskrig eller borgerkrigen på Balkan. Den hollandskpolske film, 'The Smell of Paradise', tager os op til nutiden. I nstruktørerne har rejst i fodsporene efter 'de hellige krigere', der har kæmpet i Tjetjenien, Aserbajdsjan, Qatar og Afghanistan, og forsøger at finde ud af, hvad der har skabt nogle af dem om til martyrer for folk som Osama bin Laden. Selv om det ikke nødvendigvis er behagelige erkendelser, man når frem til, kan man blive meget klogere på sig selv ved at studere menneskets ondskab i en lige så fremragende som skræmmende serie på dette års dokumentarfestival.