Ny van Gogh-investering fuldender Glyptotekets samling

Lyt til artiklen

Med sin nye investering 'Bro over Seinen' fuldender Glyptoteket sin van Gogh-samling, der i forvejen tæller tre værker af kunstneren, mener museets direktør, Flemming Friborg.

»Med det her billede lukker vi et hjørne i vores van Gogh-samling. Det er enestående, at vi nu i Danmark kan vise fire van Gogh-malerier på ét sted og samtidig vise alle de vigtige faser i hans udvikling«.

Viser en udvikling
'Bro over Seinen' stammer fra 1886 og er malet umiddelbar efter, at Vincent van Gogh ankom til kunstmetropolen Paris.

»Billedet viser en udvikling, der begynder, da van Gogh flytter til Paris i marts 1886. Med det her billede rykker van Gogh sig endegyldigt væk fra den mørke, tunge palet, vi kender fra 'Kartoffelspiserne' og andre af hans tidlige værker. Farverne bliver lysere, og han nærmer sig impressionismen«, siger Flemming Friborg.

En gave

Det er Ny Carlsbergfonden og Augustinus Fonden, der har skænket sammen og købt van Gogh-maleriet til Glyptoteket gennem en privat, amerikansk samler. Hvad 'Bro over Seinen' har kostet, vil Flemming Friborg ikke ud med.

»Jeg har da en rygtebaseret fornemmelse af prisen, men det er ikke noget, vi taler om, når det er en gave. Man sidder jo heller ikke og tjekker prismærker juleaften«.

Louise Skov Andersen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her