Den amerikanske forfatter Katherine Paterson, som skriver for børn og unge, har fået Astrid Lindgrens Mindepris på fire mio. kr. Paterson er født i 1932 i Kina, hvor hun også voksede op. Hun arbejdede som missionær i Japan, inden hun begyndte sin forfatterkarriere i USA, hvor hun bl.a. har skrevet en række religiøse værker. Stor psykologisk indsigt Katherine Paterson har som forfatter skrevet for helt små børn, men er mest kendt for sine ungdomsbøger. Disse historier foregår ofte i historiske omgivelser i Japan, Kina eller USA. Katherine Paterson skriver imidlertid også historier fra den aktuelle amerikanske virkelighed med opbrudte familier og udsatte børn. Som forfatter berømmes hun for sin psykologiske indsigt, der sætter hende i stand til at skrive sig ind under huden på de unge læsere.
Fire millioner til børnebogsforfatter










