Hvad vil du helst udstyre dit barn med? En dåbsattest fra den kristne, tolerante, rummelige folkekirke? Eller en bamseattest fra et stinkende kommercielt amerikansk pludderpladder firma, der lader de små børn og deres lommepenge komme til sig? Svaret kunne synes enkelt. Men tvivlen er begyndt at nage mig. »Hvad skal den så hedde?«. »Pudlen Perle!«. »Og hvor gammel er du?«. »7 år«. »Så skal du hoppe syv gange«. (Hop, hop, hop, hop, hop, hop, hop). »Nu skal du tage det lille bamsehjerte med begge hænder. Gnide det mod panden og sværge bamseeden: Jeg vil elske dig og passe på dig. Og tage dig med og give dig et hjem«. »Jeg vil elske dig og passe på dig. Og tage dig med og give dig et hjem«. »Nu kommer jeg den her stregkode ind i Perle. Så syer jeg Perle sammen, og bagefter går du med din far hen til computeren og skriver en bamseattest. Så kan vi finde den, hvis den bliver væk«. Valuta for pengene Indrømmet. Det er lidt af et show, de unge piger i røde uniformsjakker fyrer af. Build-a-bear-butikken ved siden af Tivoli er et stort teater, hvor de ansatte med stor dygtighed og entusiasme vækker og plejer omsorgsgenet hos små piger. Og nogle få drenge. Først vælger barnet et tomt bamsehylster. Dernæst stiller barn og forælder sig i kø foran tumbleren med bamsefyld. Det kan godt tage en time eller to, men hvad betyder det, når man ser på et forventningsfuldt barneansigt? Og så har man god tid til at finde dankortet frem. For den nystoppede bamse, i vores tilfælde en lyserød fransk puddel ved navn Perle, gør det ikke alene. Man skal bagefter rundt i butikken og vælge tøj og diverse tilbehør. Tasker, mobiltelefon, skateboard, sovepose, toiletgrejer. Så glem alt om at slippe for under 400 kr. Det var ellers meningen, det skulle være slut. Slut efter flere år i Diddl-helvede. Slut, prut. Men hvad jeg ikke havde forstået, var, at Build-a-bear blot er næste trin på min datters udgave af Maslows behovspyramide. Det begyndte i Århus, hvor jeg savnede hende lidt for meget. Bøvl på banegården Jeg kommer farende fuldkommen forvildet ned på banegården i Århus. Fredag eftermiddag. Efterskoleeleverne er i gang med at fragte lavprisøl gennem Danmark. To og to går de målrettet mod perronen med ølkasser mellem sig. Så er der barnevogne, hjemløse og forretningsfolk, der prøver at ignorere omverdenen ved at tale endnu mere insisterende i deres headset. Og så er der mig. Først og fremmest iført dårlig samvittighed. Må finde gave. »Kom, har I husket jeres bamseattest«, hører jeg en far sige ivrigt til sine to børn. Han er på vej hen mod Build-a-bear-butikken, der ligger i den tarm, der forbinder banegården med det nye butikscenter Bruuns Galleri. Her er der kø langt uden for butikken. Indefra lyder sang og glade børnestemmer. Jeg går ind og køber det billigste gavekort. 50 'bamsekroner' pakket pænt ind i kartonæske, der er en miniatureudgave af den rigtige æske til en build-a-bear. Gavepengesedlen bliver lagt sammen med lidt bamsefyld. Og et lille hjerte. »Det er jo bare 50 kroner«, tænker jeg. Ligesom alkoholikeren, der bare skal have et enkelt glas. Og ludomanen, der lige skal spille én hånd til. Som Eva, der blot skal smage en enkelt bid. Farvel og tak, far. Hils i Bamseland. Næsten ellevild Johanna blev ellevild. Eller rettere. Næsten ellevild. For hun surfer dagligt på Build-a-bears hjemmeside og ved derfor, at 50 kroner er det lille gavekort, og på en måde, siger hun, ville hun hellere have haft 100 kroner. Men det er en start. På fars glidebane mod bamsehelvede. Jeg tror, det var den glade far i Århus, der fik mig med på vognen. Hvis ungerne gerne vil have det, og du har råd til at give dem det, hvad er så problemet? Følelsesmæssigt blev jeg måske lidt skræmt af det her befamlende ritual, hvor man skal ære og elske sin bamse, til døden os skiller, eller til fyldet drysser ud. Men så kom jeg til at tænke på, at de fromme hensigtserklæringer ikke er ret langt fra det, vi står og siger til dåben i folkekirken. Selv er jeg døbt. Og gift. Og begge mine børn er døbt. Ikke fordi jeg sådan er specielt troende. Men man jo gerne vil være på den sikre side, hvis der nu alligevel skulle være noget om snakken. Isak skal ofres I hvert fald har vi den her børnebibel, som Johanna fik til dåben. Den læser vi i af og til. Måske fordi det er en af de få bøger, vi altid har i huset. Og som vi ikke får bøder for at beholde. De naivistiske tegninger ser ud, som om de er lavet af mund- og fodmalere. Men opsigt vækker de i det lille hjem: »Hvorfor står han med sådan en kniv«, spørger hun. »Det er, fordi Abraham er i gang med at ofre sin egen søn på en offersten«. »Hvorfor er Isak bundet?«. »Det er for, at han ikke skal gøre modstand«. »Er det så Gud, der kigger ned?«. »Ja, han siger, at Abraham ikke skal gøre det. Det var bare Guds måde at undersøge, om Abraham virkelig tror på Gud«. »Årh, jarh, psyko«. At udlægge teksten Så meget for Den Gode Gud. Læser man bibelen for pålydende, så er det altså noget snak. Ligesom man sikkert kan finde afsnit i Koranen, der er urimelige. Ligesom også Build-a-bear-butikkernes slogan 'Where best friends are made' egentlig klinger underligt hult. Fordi det koster møgkassen at få sin nye ven med hjem. Men hvis man læser teksten sådan lidt fra oven, så er det vel noget med at forpligte sig. Anerkende sit ansvar. Vide, at der er andre, som er afhængige af en. At sige det højt og så ellers komme i gang. Så godt som man nu kan. Mere kan man ikke forlange af noget menneske. For Johanna har Build-a-bear givet et højere livsmål. Hun vil stå i en Build-a-bear-butik, når hun bliver voksen. Hun er sikker på, at det er meget sjovere end alt det kedelige, som hendes far og mor laver. Og hun har allerede downloadet ansøgningsskemaet. Personligt er jeg faktisk ligeglad, om hun tror på Gud, Allah eller Den Store Lyserøde Franske Puddel. Bare hun tror på sig selv.