Bare jeg ikke besvimer. Og knalder baghovedet ned i en bulldog

Lyt til artiklen

Mandag Må jeg spørge om noget? Kan man holde Pussis første sygedag? Har i dagevis været hjemmesygeplejerske for kat m. Nina Hagen-look. Nogen er gået amok m. en engangsskraber ude på det der dyrehospital. Og har afpelset hele maven på den. I operationsøjemed. Og så har de også skalperet en stor umotiveret firkant på sidebenene. (Måske skulle de lige se, om barbermaskinen duede. Eller hvad?). Kommer det igen, mon? Håret. Og kan det nå at gro ud på den gråstribede måde, inden Svend og Pernille kommer hjem på søndag? (Ellers må jeg købe noget gråt skæg i spøg & skæmt og klæbe mig ud af problemet). Føler mig lidt som sygeplejersken fra 'Gøgereden', når jeg tre gange i døgnet tvinger penicillinpiller og flydende smertestillende langt ned i halsen på Pussi med 'i'. Er praktisk talt spærret inde. Kan kun åbne hoveddøren ti centimeter og brevsprække mig ud i virkeligheden, fordi patienten hele tiden prøver at desertere. Er foreløbig lykkedes for den to gange. Hvor den er strøget ned ad trapperne. M. brækket hofte og hele programmet. Og mig dundrende efter den. M. begge fangarme strakt ud foran mig i gulvhøjde. (Den ene gang kun i underbukser. Og den anden gang kun i bh. Mig, altså). Den skal have taget stingene på onsdag. (Bare jeg ikke besvimer. Og knalder baghovedet ned i en bulldog). Tirsdag Nå. Må jeg også spørge om noget andet? Kan man holde overboens første sygedag? Når man nu alligevel fungerer som psykiatrisk distriktssygeplejerske på øverste etage. Der er nemlig sket noget forfærdeligt. Joey er taget til San Francisco. Anede ikke, at den destination var skæbnesvanger. Men det er den åbenbart. I de kredse. Man kommer simpelt hen ikke fra SF uden at have fået sex, som overboen siger. (Tjekker de det ligefrem i lufthavnen?). Sad deroppe hele aftenen i går. Og drak en masse tordenkaffe. Mens vi stirrede ud i luften. Ikke for noget. Og har heller ikke nævnt det. Men synes måske, han reagerer lige lovlig hetero. På den anden side: Hvordan ville man selv have det? Hvis ens kæreste pakkede seks stramme, ærmeløse T-shirts og en ordentlig dunk Dior Homme og skred af sted til Kastrup med et fingerkys. Heller ikke for noget. Men ligger det ikke ligesom i navnet? Man får jo nok ikke noget livslangt, monogamt forhold til én, der hedder Joey. Det skal jeg måske sige til ham en dag. Hvor han har det lidt bedre. Bare lige så stille. ... Eller måske skal jeg bare prøve noget nyt. Og holde min kæft. Onsdag Nå. Gik ned for at købe et dameblad. Og kom hjem med mandemagasinet Arena. Igen. Havde bare mere lyst til 'Den komplette guide til god vodka' og '28 virkelig dårlige ideer inden for sport'. End 17 slappe varianter af 'Bliv klar til bikinisæsonen'. Kom også til at købe en mandebog. Michael Jeppesen og Anders Lund Madsens 'Hold masken eller der falder brænde ned'. (Kan man få sådan nogle sticks til urinen, der afslører, om man er ved at foretage et ufrivilligt kønsskifte?). TorsdagKl. 13.04 Jubiiiiii! Har lige talt med Natascha. Hun har født! For to timer siden. Og fire uger for tidligt. (Of course. Hvorfor spilde tiden m. at gå og være højgravid, når det er både pladskrævende og ubehageligt?). En lille dreng. På 2800 gram. Sidder her m. ståpels på armene og tårer i øjnene. Tror, jeg afspadserer resten af dagen og river ned i Nørgaard på Strøget efter noget sparkedragt. Bliver nødt til at være i nærheden af det. Kan faktisk være på Rigshospitalet om under en time, hvis jeg skynder mig. Og det gør jeg. Kl. 14.11 Nå ...? NÅ! Helt ærligt. Så står man her på afdeling 4024. Fuldstændig stakåndet. Og med lykken stående ud af halsen. Og så er de taget hjem. Så er de kraftedeme taget hjem. Kl. 14.19 ... ...? Ja, okay. Fik fat i Natascha på mobilen. Jeg kunne bare komme, sagde hun. M. helt normal stemme. De sad derhjemme og spillede billedlotteri med Victoria. ... Ærlig talt. Hun har født for tre timer og tyve minutter siden. Det er fandeme ikke i orden. Det er det altså ikke. Hun kunne i det mindste tage en lur. Eller et bad. ... Får garanteret også bingo på hele pladen, inden jeg når frem. Kl. 17.12 Nå. Hun blev glad for dragten. Og blomsterne. Og vodkaen. (Grey Goose fra Frankrig. Som ifølge Arena er den mest hippe. Og den de drikker i 'Sex & The City'). Han er sød, den lille. Rigtig, rigtig sød. Og rigtig, rigtig mørkhåret. Og dufter rigtig, rigtig godt. (Ville desværre ikke åbne øjnene, så jeg kunne se, om det var diplomatblikket, jeg fik). Men han skal hedde Albert Olivier. Olivier efter helt, helt afdød elsker i Bruxelles. ... Undskyld. Men hvad har de gang i? Egentlig? Er der OVERHOVEDET ingen grænser for rummeligheden i det dér Gothersgade? Kl. 17.14 Ved godt, at det er uklædeligt. Men kan altså ikke slippe det. Sidder og klør inde i hjernen hele tiden. Skal der ikke undersøges et eller andet genetisk? Så man ved, om det er en dansker eller en belgier, man har med at gøre? Kl. 17.16 Vel også bare et spørgsmål om tid, før der ankommer en mor-barn buket fra diplomatens enke i Antwerpen. I farverne sort, gul og rød. (Drengen skal vel også køre Flandern Rundt som en del af sin dannelsesrejse). Kl. 21.23 Så er der også lige noget andet. Hvad med mig? Skal jeg ikke have flere børn? ... Prøv lige at høre. Det er altså et rimelig vigtigt spørgsmål. Jeg er kun 41 år. Skal barselsgangen fra nu af bare være et sted, hvor man kommer på besøg. M. hvinende æggestokke og lammeskind i øjnene? Kl. 21.24 Get real, for fanden. Det er jo ikke noget med, at jeg 'kun' er 41 år. Jeg ER 41 år. Og har dobbelt så meget hud på hænderne, som jeg har brug for. Det er slut, ven.

Kl. 21.29
... Kl. 21.31 Eller skulle man lige skynde sig at lave et hattrick? ... Kl. 21.32 Skulle man? Kl. 21.33 Husum ville blive RASENDE!!!

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her