Det er seks år siden, DR’s filmprogram ’Bogart’ lukkede.
Langt om længe er der nu et nyt filmprogram på vej på DR 2 ifølge magasinet Ekko.
Planerne om det nye program er så langt fremme, at der er fundet en studievært, som sandsynligvis er en helt anden type end Ole Michelsen, der bestred værtsposten i ’Bogart’ med stor viden og autoritet.
Autoriteter skræmmer folk væk
DR’s generaldirektør Kenneth Plummer udtalte i hvert fald for halvandet år siden under et arrangement på filmmagasinet Ekko, at DR ønsker en helt anden værtstil.
»Det kommer ikke til at ligne ’Bogart’, for autoriteterne er under pres, og de skræmmer folk væk«, sagde han dengang.
Hvis det stadig holder stik, skal den nye vært med andre ord ikke mene for meget.
Praktikant skal researche
Ekko har i øvrigt observeret, at der på Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet hænger et stillingsopslag.
Det kommende filmprogram søger en praktikant til at arbejde med blandt andet anmeldelser, research og produktion af indslag.








