Musik for de tekniksvage Selv om man hverken ved, hvad torrents er, eller hvordan man downloader filer, så kan man sagtens lytte til masser af både ny og gammel musik på sin computer. Uden man vel og mærke behøver at gøre noget ulovligt eller have dankortet op af lommen. På myspaces musikside har enhver musikant med eller uden respekt for sig selv en profil. Man kan søge direkte på artister, eller man kan søge på genrer og forskellige lande. Vil man for eksempel høre, hvordan dødsmetal fra Congo eller måske et godt hiphop beat fra Bhutan lyder, så er Myspace.Music et godt sted at starte. Har man en mere strømlinet musiksmag, kan man også finde Bob Dylan eller U2. Svagheden ved siden er, at man kun kan lytte og ikke gemme, og at de forskellige bands typisk kun har fire-fem numre liggende. Men en god side til at spotte den musik, man senere ender med at købe.
Anderledes amerikansk valgkamp Primærvalgene fylder godt i de danske medier, men hvis man vil have en anderledes dækning som supplement, så er det værd at surfe forbi Huffington Post. En blogbaseret netavis, der ikke bare skriver om, hvad der sker i kapløbet mellem Obama og Hillary, men også i høj grad er med til at påvirke det. Siden har flere millioner besøgende hver måned, måske fordi det ofte er her, man kan læse, hvad der sker på mange af de to kandidaters lukkede arrangementer, hvor den etablerede presse ikke har adgang. Som så mange andre amerikanske blogs er Huffington Post politisk farvet. Liberal er vel det bedst dækkende ord.








