Den lille fjorten tommers tv-skærm står i et hjørne af stuen, hvor bløde puder langs væggen og et stort gulvtæppe er de eneste andre møbler.
Det er en mandag i maj, og klokken er 21, udenfor er den afghanske halvmåne eneste gadebelysning i de mennesketomme gyder. Som millioner af andre afghanere slapper familien Joma og Hajar Taqawi af sammen med de største børn foran det lille tv. Manglende strøm truer tv-seere Opmærksomheden er samlet omkring apparatet i de timer, hvor elektriciteten i den afghanske hovedstad når helt frem til de primitive gårdhuse i Kabuls labyrintiske forstæder. Ingen eller kun usikker adgang til strøm er det største problem for den afghanske tv-seer. Alligevel har 45 procent af befolkningen eller omkring 15 millioner adgang til et kig på den forjættede kasse, der var helt forbudt under Taleban. I det bare, hvidmalede rum med stuk i loftet og grøn afghansk the i kopperne bruger Joma og Hajar Taqawi deres tv på samme måde som de fleste seere over hele verden i primetime. Det handler om lidt adspredelse og en omgang dagdrømmeri, som familien nok har noget mere brug for end så mange andre. Den afghanske hverdag er ikke nogen fest for den lille familie, der lever af indtægterne fra det orkester, som både far, mor og den ældste datter optræder med. Førægteskabelige eskapader Men på det røde tæppe er vi vidner til en decideret trussel imod både islam og afghansk kultur. En trussel, der dag ud og dag ind holder millioner af afghanere tryllebundet foran deres tv, mens deres islamiske sjæl langsomt nedbrydes. I hvert fald ifølge de stadig mere indflydelsesrige konservative muslimske kræfter. Ifølge kultur- og informationsminister Abdul Khuram bærer truslen tilsyneladende uskyldige navne som ’Livets udfordringer’ og ’Der var engang, da svigermor selv stod brud’.
