Hov, det var da Steffen Brandt! Hvad laver han her i Gudhjem sådan halvvejs uden for sæsonen? Forklaringen finder vi på Oluf Høst-museet. TV-2-sangerens bedre halvdel, Jo Dam Kærgaard, har skrevet bogen ’Hedvigs køkken’. Hedvig var gift med maleren Oluf Høst, og forlaget Oluf Høst Biblioteket udgiver bogen.
Så i den vidunderlige klippehave, som udgør en vigtig del af museet, indrettet i malerens hus Norresan, er der bogreception. Da det samtidig er ti år siden, Oluf Høst-museet slog dørene op for offentligheden, er der feststemning i luften. Men også alt, alt for mange panderynker til så festlig en lejlighed. Museum ikke mindestue Det var Louisianagrundlæggeren Knud W. Jensen, der tog initiativ til at oprette et museum i Oluf Høsts hjem i Gudhjem. Ud fra devisen ’stedets ånd’ drømte han om at indrette Høsts hus som et kunstnermuseum.








