Østerbro-drømme Østerbroere vil have mere liv

Østerbro-borgerne elsker deres grønne åndehuller, men vil have flere gademarkeder.
Østerbro-borgerne elsker deres grønne åndehuller, men vil have flere gademarkeder.
Lyt til artiklen

Grønne åndehuller, gangbesværede damer og et hav af barnevogne.

Omtrent sådan ser Østerbro-borgerne deres bydel. I hvert fald hvis man skal tro de femten borgere, som gav deres mening om bydelen til kende i Østerbro Lokaludvalgs fotokonkurrence 'Lad Linsen Tale', der er en del af Østerbro Lokaludvalg og Københavns Kommunes omfattende byplanlægning på Østerbro.

Andre end ildsjælene
At borgerne blev bedt om at give deres mening om bydelen til kende i fotografier skyldes, at lokaludvalget gerne ville have andre end de sædvanlige ildsjæle i tale.

»Normalt inviterer man til klassiske borgermøder, når man vil høre borgernes mening. Men det er altid de samme, der kommer til den slags ting. Ved at bede folk om at udtrykke sig gennem billeder, får vi forhåbentlig kontakt til nogle af de mennesker, der ikke normalt giver deres mening til kende«, siger Thomas Geiker fra Østerbro Lokaludvalg.

Hver af de femten deltagere fik udleveret et engangskamera og blev så bedt om at forholde sig til tre spørgsmål: Hvad er Østerbro, hvad er det gode ved Østerbro og hvad mangler Østerbro.

Barnevognsbydel
Resultatet blev fotos af alt fra barnevogne og Østerbro Stadion til hyggestunder i solen og legende børn i Kartoffelrækkerne.

»Det er interessant at se, hvor forskelligt borgerne opfatter Østerbro. Nogle synes, at det er fint, at bydelen er blevet en barnevognsbydel. Andre er mere skeptiske«, fortæller Thomas Geiker.

Mere liv efterlyses

Barnevogne og grønne pletter er der altså tilsyneladende nok af på Østerbro. Men konkurrencedeltagerne savner strand, metro og mere liv i bydelen.

Vinderen i kategorien ''Østerbro Mangler' gad for eksempel godt at se en fast markedsdag hver lørdag i sit kvarter hver lørdag.

»Konkurrencen har bestemt sat nogle tanker i gang hos os. Deltagerne har masser af konkrete idéer til, hvad bydelen skal indeholde, og de har også mindet os om nogle områder, som vi selv havde glemt«, siger Thomas Geiker

De bedste billeder fra konkurrencen kan lige nu ses på Trianglen. Senere rykker udstillingen videre til Hans Knudsens Plads, Strandpromenaden og Bopa Plads.

Billederne i artiklen er taget af henholdsvis Tommy Wøldike, Rasmus Schou og Peter Jensen.

Louise Skov Andersen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her