legende. Joe Zawinul, der sammen med Wayne Shorter skabte det legendariske band Weather Report, optrådte de senere år flere gange ved Copenhagen Jazz Festival under navnet Joe Zawinul Syndicate som her i 2005. Foto: Morten Langkilde

legende. Joe Zawinul, der sammen med Wayne Shorter skabte det legendariske band Weather Report, optrådte de senere år flere gange ved Copenhagen Jazz Festival under navnet Joe Zawinul Syndicate som her i 2005. Foto: Morten Langkilde

Kultur

Nekrolog: Joe Zawinul swingede Fanden et øre af

Den grammyvindende pianist Joe Zawinul var en ægte ’soul brother’, skriver Boris Rabinowitsch blandt i denne nekrolog.

Kultur

Navnet var ukendt for mig, da jeg besøgte Wien i 1958, men det var denne pianist, byens musikere talte om med betydelig stolthed.

Ikke Friedrich Gulda, kendt som en fremragende fortolker af ikke mindst Beethovens klavermusik, men også som en ivrig elsker af jazzen, der efter at have givet en koncert i New Yorks Carnegie Hall kunne finde på at opsøge jazzklubberne for at sidde inde med musikerne på stedet, og som tilmed havde fået udgivet en lp, hvor han optrådte i selskab med nogle af dem.

Nej, navnet var Joe Zawinul, der også netop på det tidspunkt, da jeg befandt mig i Wien, opholdt sig i New York. Inden da havde han spillet med bl.a. Fatty George, en klarinettist og altsaxofonist, der med lige stor selvfølgelighed færdedes inden for den traditionelle jazz og Tristano-skolens anderledes avancerede musik. »Ham, Zawinul, skulle jeg bare have hørt«, fik jeg at vide, »for han swingede Fanden et øre af«.
Emigrerede til USA

Zawinuls besøg i New York må have været vellykket. For året efter emigrerede han til USA, hvor han spillede med Maynard Ferguson, Slide Hampton og Dinah Washington, før han i 1961 blev medlem af altsaxofonisten Julian ’Cannonball’ Adderleys kvintet. Et samarbejde, der varede indtil 1970, og som gjorde ham til en ægte ’soul brother’, der ikke blot trivedes som en fisk i gruppens blues- og gospelfarvede repertoire, men som også selv bidrog til det med bl.a. et nummer som ’Mercy, Mercy, Mercy’. Et hit, der vandt en Grammy som årets bedste ’instrumental performance’.

Men også den nye elektriske musik og de muligheder, dens instrumenter indebar, optog Zawinul.

I 1970 indspillede han lp’en ’Zawinul’, der rummede hans komposition ’In A Silent Way’, som skulle vise sig at følge ham livet igennem.

Da Miles Davis mødte Zawinul
Den var titelnumret på den lp, som Miles Davis bad Zawinul om at medvirke på, og da han sammen med Davis’ saxofonist Wayne Shorter dannede gruppen Weather Report, fulgte ’In a Silent Way’ ligeledes med i dennes repertoire.

Weather Report står som den elektriske jazz’ uovertrufne ensemble.

Et band, der med skiftende besætninger, men med Zawinul og Shorter som dens bærende skikkelser gennem samtlige de femten år, den eksisterede, skabte musik, der ikke har sin lige i sin melodiske rigdom og rytmiske mangfoldighed.

Komponerede 'Birdland'
Det vidner en lang række plader som ’Mysterious Traveller’, ’Black Market’, ’Heavy Weather’ og ’Sweetnighter’ om. Og med ’Birdland’ kreerede Zawinul endnu en gang et hit, der nåede langt ud over jazzens egne rækker, og som også sanggruppen Manhattan Transfer har haft stor glæde af, når den optrådte med det rundt omkring i verden.

Da Shorter i 1985 forlod Weather Report, fortsatte Zawinul på egen hånd, alene på scenen med sit arsenal af synthesizere, før han igen – under forskellige navne – samlede et hold af musikere omkring sig.

I sin sidste udgave kaldte gruppen sig Zawinul Syndicate, der besøgte os adskillige gange, senest under årets Copenhagen Jazz Festival på Det Kgl. Teaters Gamle Scene, til udelt begejstring for publikum med en musik, der på forunderlig vis skabte en syntese af raffinerede elektroniske virkemidler og etniske, ikke mindst afrikanske rødder.

Joe Zawinul blev 75 år.





Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce