Lidt fremmed, måske, at kalde ham sådan, når han netop er kendt under det engelske navn.
For ’Nattens ridder’ er jo dagens mand: ’The Dark Knight’ har premiere i dag, filmen der ligesom sin forgænger, ’Batman Begins’, sætter af i den sensationelle revitalisering af Batman-figuren i 1985-86: ’The Dark Knight Returns’. For selv om Frank Miller (f. 1957) bestemt også kunne kalde ’Sin City’-bindene for sit hovedværk, må den saga altså dele pladsen med hans postmoderne overtagelse af den gamle selvtægtsmand i flagermuskappen.
Da var Batman næsten halvtreds. Han blev første gang sendt på vingerne af tegneren Bob Kane og tekstforfatteren Will Finger i Detective Comics’ majnummer 1939 og blev, sammen med Siegel & Shusters Superman (fra Action Comics no. 1, 1938), langt den mest overlegne og sejlivede af det følgende tiårs mylder af fantasifulde superhelte (levende skildret i Michael Chabons skønne, farverige roman ’Den utrolige historie om Kavalier & Clay’, på dansk 2006).
Og så har Batman jo ikke engang superkræfter fra uheld i laboratorierne eller galakserne, kun fra hård træning. Dagslysets playboy Bruce Wayne trækker kun af traumatisk hævntørst over milliardærforældrenes død ved nattetide i arbejdstøjet og beder sin butler, Alfred, køre batmobilen eller batkværnen frem for at gøre livet surt for Gotham Citys afskum.
Den bedste tegner
Sidst i 1960’erne lagde Kane pennen, og skiftende tegnere fulgte – den bedste er Neal Adams – indtil Miller kaldte den nu midaldrende helt tilbage fra 10 års lediggang, lod en 13-årig pige (!) ved navn Carrie Kelly trække i Robin-uniformen – og satte dem op mod superskurken Jokeren, men også mod lov & orden i Gotham City, ja, sågar mod Superman.
Miller er selvlært, anerkender Milton Caniffs og Will Eisners store indflydelse på sin streg og havde som helt ung Neal Adams som læremester. Han har tegnet skikkelser som Edderkoppen, Dæmonen, Elektra og Jærven (Wolverine fra X-Men). Den uoversatte grafiske roman ’Ronin’, en japansk legende omsat i et fremtidigt, forslummet New York, er et tredje bud på Millers hovedværk. Millers serie om den nutidige slumheltinde ’Martha Washington’ har Dave Gibbons tegnet. Som film(med)instruktør har han stået for de originale filmatiseringer af ’Sin City’ og den lige så hårdtslående ’300’, oldtidens historie om spartanernes modstand mod persisk overmagt i Thermopylæ.
Frank Miller: Batman – The Dark Knight Returns. (D.C. Comics 2002). Nattens Ridder vender tilbage udkom på dansk i 1989 på forlaget Frederik E., efterfølgeren År ét (med tegninger af David Mazzuchelli) samme år hos Interpresse. Sin City udkommer på dansk hos G. Floy Studio, der også har udgivet spartanerværket 300. www pol.dk/stregkoder








