Dræbte dørmænd. Gader i brand. Indvandrerspektakel.
Det har ikke skortet på negative historier om Nørrebro i de danske medier de sidste par år.
Men bydelen på den anden side af Søerne er andet og mere end problemer. Det mener to Nørrebro-drenge, som torsdag inviterer til fest for at fejre det brokvarter, de elsker.
Vil aldrig flytte
Det Nørrebro, man ser i medierne, stemmer nemlig på ingen måde overens med den bydel, borgerne selv oplever, mener en af initiativtagerne, Leif Donbæk Thomsen.
»Vi trænger til en fest, som viser Nørrebro fra en mere positiv side, end vi har set de sidste par år. For os, der bor her, fungerer bydelen faktisk 99.9 procent af tiden, og det er meget få af os, der bor på Nørrebro, som nogen sinde kunne finde på at flytte herfra«.
En stor smeltedigel
Nørrebro Rules, som Leif Donbæk Thomsen og hans makker Linus Ellesøe Ditzel kalder deres fest, starter i Nørrebroparken klokken 15 med DJs, grafitti og billige øl. Senere rykker festen videre til Stengade 30.
I ægte Nørrebro-ånd er alle velkomne - både i parken og klubben.
»For mig er Nørrebro er én stor smeltedigel af forskellige farver, religioner og køn. Her er der plads til alle«, siger Leif Donbæk Thomsen.
Et særligt forhold til Nørrebro
Nørrebro Rules byder på optrædener af blandt andre Tue Track, Universal Sound og 2000F fra Ohoi. Alle sammen københavnske kunstnere, som har en holdning til hovedstaden og i særdeleshed Nørrebro, fortæller Leif Donbæk Thomsen.
»Det er up-and-coming musikere, som har et helt særligt forhold til Nørrebro«.
fortsæt med at læse








