Mens aviskrigen tilsyneladende endte søndag, begyndte et nyt slag fredag klokken 20 med TV 2 som den foreløbige sejrsherre. Denne gang handler krigen om kampen om seerne, og for DR er våbnet ’Talent 2008’, mens TV 2 satser på en tidligere hardhitter, ’Vild med dans’, der for femte gang er kanalens våben i kampen om fredagsseerne.
Glad TV2-redaktør
Selv om TV 2 lignede en slagen kanal i foråret, da ’Varm på is’ blev sønderknust af ’X Faktor’, har kanalen samlet handsken op igen, og har foreløbig vundet slaget om seerne fredag aften med 1,1 mio. seere mod DR’s knap 700.000 til ’Talent 2008’.
»Jeg er utroligt glad for seernes opbakning til ’Vild med dans’, som endnu en gang viser sig som et meget stærkt underholdningsprogram. ’Vild med dans’ er et fantastisk tv-format«, siger TV 2’s underholdningsredaktør Gitte Madsen i en pressemedelelse.
Statsministerfrue i dansegevandter
Ikke overraskende er TV 2 en glad kanal, men det samme er DR, hvis man skal tro DR’s underholdningschef Jan Lagermand Lundme.
»Vi er rigtig glade, fordi vi har fat i børnefamilierne og de unge. Men vi ville da gerne have flere seere«, siger han.
Lundme kalder det ikke feje hold, men indrømmer, at det er en hård konkurrence at være oppe mod en statsministerfrue i dansegevandter.
Jan Lundme Lagermand håber på, at så snart talenterne får lov at boltre sig live på DR, vil seertallet stige, som det var tilfældet med den foreløbige ubesejrede ’X Faktor’.










