Der er åbenbart en vis sandhed i den kyniske bemærkning om, at det bedste, en kunstner kan gøre for sin karriere, er at dø. I hvert fald, hvis kunstneren hedder Serge Gainsbourg, fransk showbiz’ evige enfant terrible, der ville være blevet 80 år i år. For i dag, 17 år efter sin temmelig tidlige død, er han mere populær end nogensinde.
Fejring
Hans runde år fejres vidt og bredt med tilbageskuende dokumentarudsendelser, forskellige genudgivelser af hans største sange i lækre deluxe-bokssæt og en større udstilling i la Cité de la Musique.
Og overalt på parisiske barer, cafeer og i radio og tv kører hans iørefaldende og melodiøse hits, ligesom hans hærgede ansigt skuer ud fra hobevis af bog-, avis- og magasinforsider. Alle vil skrive histori en om Frankrigs største moderne musikidol, og nyhedsmagasinerne er fulde af anekdoter om hans skandaleombruste og fordrukne liv om end skildret i en sjældent kærlig tone og med glødende veneration. Det hele bliver flået ned fra hylderne.








