De hedder Steffen, Thomas, Kim og Anne.
Og har det til fælles, at de alle fik deres gennembrud, mens Berlinmuren stadig stod og musik var noget, man købte på vinyl eller kassettebånd. De fire gamle travere med efternavnene Brandt, Helmig, Larsen og Linnet er de mest spillede danske kunstnere i radio, på tv, til koncerter og andre steder i den offentlige æter, viser de nyeste tal fra Koda. Leif Skov: Trist at vovemodet ikke er større Tidligere leder af Roskilde Festival og nuværende medlem af Kunstrådets Musikudvalg Leif Skov har intet imod den gamle garde, men ifølge ham er problemet, at selv om deres musik er populær og god, bliver den et år ældre, for hvert år der går. Og derfor mere en gentagelse end fornyelse. »Ud fra betragtningen om at det gode gamle er godt, er det fint, men det er trist, at vovemodet ikke er større«, mener Leif Skov. Faktisk er sanger og sangskriver Rasmus Nøhr den eneste, der debuterede i dette årtusinde, blandt de 10 mest spillede, som nummer 9. De resterende 5 på top-10 hedder Poul Krebs, Peter A.G. Nielsen, Michael Falch, Lars Lilholt og Elisabeth Gjerluff Nielsen. Sikre kunstnere for radiobværterne Folkeeje, kalder radiovært og tidligere musikchef for Danmarks Radios P4 Alex Nyborg Madsen de ni sangskrivere, som altså stadig leverer det foretrukne soundtrack til danskens liv. »De store navne er nærmest fundamentet i, hvordan radioen skal lyde. For radioværterne er de sikre kunstnere, og det er et vigtigt element«, siger Alex Nyborg Madsen. Han lægger ikke skjul på, at generationen, der hørte musikken første gang i 80’erne, vejer tungest i dag.








