Fredag eftermiddag står fire tomme borde i stueetagen på Københavns Hovedbibliotek stadig og ligner noget, kunderne har udsalgsribbet i et stormagasin.
Men fra på torsdag vil bordene og hele stueetagen på Hovedbiblioteket være fyldt med de allernyeste tilbud til lånerne. »Meningen er, at lånerne skal møde vores tilbud, fra første øjeblik de træder ind på Hovedbiblioteket«, fortæller Inge Rudbeck, stedfortræder for bibliotekschef Pernille Schaltz. Det bliver kulturborgmester Pia Allerslev, der åbner den renoverede stueetage, som ikke alene er ombygget for en million kroner fra biblioteksbudgetterne, men hele det mange etager høje modtagelsesrum er også blevet malet helt op til tagkonstruktionen, og det slidte gulv har fået en afrensning for en bevilling fra kommunen.
Mere formidling, mindre boglager
Med åbningen af den nye stueetage tager Hovedbiblioteket for alvor fat på det, Pernille Schaltz havde som erklæret målsætning, da hun blev chef for godt et år siden.
At biblioteket skulle blive bedre til at formidle sine materialer, og at det i mindre grad skulle være et boglager. Første fase af den synlige omlægning bliver netop indvielsen af ’Krystaltorvet’ i stueetagen. Her vil biblioteket på fire stærkt belyste borde formidle udvalgte materialer. Et bord bliver reserveret ’Nu-materialer’, ikke mindst skønlitteratur, hvor lånerne allerede i indgangspartiet kan finde de allernyeste bøger, som kan lånes i 14 dage, men ikke reserveres.










