Hans Pilgaard er vært på ’Den Store Klassefest’ og har i aften kl. 20 på TV 2 besøg af Helle Thorning-Schmidt og Morten Andersen.
Hvordan ser din typiske tv-/radiodag ud?
»Der er så mange andre ting, der frister mig, såsom at gå i biografen eller gå ud at spise med min kæreste, så ofte bliver det ikke til mere end lidt tv-nyheder, og så ser jeg meget gerne programmer som ’Operation X’, hvor skurkene bliver afsløret. Jeg kan godt lide, når nogen i vores fag stadig holder fast i at afsløre, når almindelige mennesker bliver udnyttet eller bedraget, og som går ud og udøver noget Clint Eastwood-agtig retfærdighed. Jeg turde ikke selv gøre det, Morten Spiegelhauer gør i ’Operation X’«.
Hvilket tv-/radioprogram vil du nødigst gå glip af?
»’Livvagterne’ går jeg nødigt glip af lige i øjeblikket. Jeg synes, DR har ramt en eller anden åre, som mange andre kan lære af. ’Forbrydelsen’ var helt i særklasse, den ramte noget helt, helt specielt. Men også ’Rejseholdet’ og ’Ørnen’ er skidegod underholdning med gode skuespillere og ordentligt manuskript«.
Findes der et tv/radioprogram, du ville ønske, du havde lavet?
»’Hvem vil være millionær?’ ville jeg fandeme gerne have fundet på. Ikke fordi jeg selv har været vært, det er ikke omvendt selvfedme. Men ’Hvem vil være millionær?’ er quizprogrammernes Rolls-Royce, det er fabelagtigt. Tænk, at det stadig fungerer efter så mange år. Og dem, der fandt på det, er så stinkende rige, at de kan gøre, lige hvad der passer dem«.
Hvilket program er du mindst stolt af?
»Jeg står ved alt, hvad jeg har lavet, men man lærer jo af de fejl, man begår. Eksempelvis ’Greven på Hittegodset’ (efterfølger til ’Eleva2ren’, red.). Allerede under produktionen syntes jeg, der var noget galt. Det havde været en kæmpesucces i England, men det kunne bare ikke overføres til dansk kultur og mentalitet og blev også en dundrende fiasko«.
Hvilket tv-/radioprogram har senest fået dig til at græde eller hidse dig op?
»Jeg lever mig meget følelsesmæssigt ind i film og musik. Jeg går efter gåsehudsfaktoren og får meget let gåsehud, når jeg hører bestemte sange. Hvis jeg står til en koncert eller ser en film og får gåsehud, så er der noget, der virker«.
Hvilket tv-minde er det bedste fra din barndom?
»Som 12-årig stod jeg i lufthavnen i Reykjavik på Island sammen med min mor og far, og så viste de ’Muppet Show’ på skærmen. Det var første gang, jeg så det, og hold da kæft, det var fantastisk«.
Hvem er Danmarks bedste tv-/radiovært?
»På tv har jeg Ole Stephensen som et forbillede. Jeg synes, han har været en af Danmarks bedste værter til at kæde det kritiske sammen med det hyggelige. Han kan jo både få folk til at føle sig godt tilpas og samtidig slagte en erhvervsleder«.
Hvad mangler dansk tv/radio i øjeblikket?
»Mod til at tage chancer. Nogle gange kan samtale mellem to mennesker være interessant nok i sig selv, man behøver ikke altid folde fjernsyn ud med et brag, og det behøver ikke gå så skide stærkt. Nogle gange bliver det lidt hektisk. Man jagter hele tiden succesen så meget, at man bliver bange for at begå fejl, og så udvikler man sig jo ikke. Man skal ikke være så bange for katastroferne, at man ikke tør gå efter de fantastiske øjeblikke«.
Hvilken tv-karakter minder mest om dig selv?
»Min kæreste siger nogle gange Doug Heffernan – den tykke hovedperson i komedieserien ’Kongen af Queens’. Han er glad for mad, han er simpel, og det er jeg vel egentlig også. Som min kæreste plejer at sige, så vil jeg gerne være mørk og mystisk, men i virkeligheden er jeg plat og pervers som alle de andre«.










