Der er seks timer endnu. Der er fem timer endnu. Der er fire timer endnu. Kan jeg nå det? Vi prøver sgu! Kære Folketeatret.
Det er med glæde, skønt også med en vis overraskelse, at jeg næsten lige har fundet ud af, at I søger en ny teaterchef med tiltrædelse 1. juli 2010 og med konsulentansættelse allerede fra 1. april i år. Glædeligt, fordi I søger en ny mand – eller kvinde! – der fremover skal være »kunstnerisk nytænkende og visionær«. Overraskende, fordi I gør det så diskret, som I gør det. Som om det slet ikke var noget at tale om? Næsten ingen, jeg har spurgt, er opmærksomme på, at stillingen er slået op.








